Prehliadač alebo jeho nastavenia nie sú podporované.

Praktik.ai používa moderné webové technológie kvôli bezpečnosti, rýchlosti a spoľahlivému prihlasovaniu. Tento prehliadač ich nepodporuje alebo blokuje JavaScript, preto sa aplikácia nemusí správne načítať.

Aktualizujte prosím Chrome, Edge, Firefox alebo Safari na najnovšiu verziu a stránku potom obnovte.

Ak používate Windows 7, Windows 8 alebo Windows 8.1, Chrome a Edge už nemusia ponúkať novú verziu. V takom prípade použite novšie zariadenie alebo kontaktujte podporu Praktik.ai.

Prohlížeč nebo jeho nastavení nejsou podporované.

Praktik.ai používá moderní webové technologie kvůli bezpečnosti, rychlosti a spolehlivému přihlašování. Tento prohlížeč je nepodporuje nebo blokuje JavaScript, proto se aplikace nemusí správně načíst.

Aktualizujte prosím Chrome, Edge, Firefox nebo Safari na nejnovější verzi a stránku potom obnovte.

Pokud používáte Windows 7, Windows 8 nebo Windows 8.1, Chrome a Edge už nemusí nabízet novou verzi. V takovém případě použijte novější zařízení nebo kontaktujte podporu Praktik.ai.

Your browser or its settings are not supported.

Praktik.ai uses modern web technologies for security, speed, and reliable sign-in. This browser does not support them, or JavaScript is blocked, so the app may not load correctly.

Please update Chrome, Edge, Firefox, or Safari to the latest version and then reload this page.

If you use Windows 7, Windows 8, or Windows 8.1, Chrome and Edge may no longer offer a newer version. In that case, use a newer device or contact Praktik.ai support.

62025TJ0188

Foreløbig udgave

RETTENS DOM (Tiende Afdeling)

30. september 2026 (*)

I sag T-188/25,

IG ved advokat M. Aboudi,

sagsøger,

mod

Europa-Parlamentet ved S. Seyr, I. Lázaro Betancor og L. Burguin, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S.L. Kalėda (refererende dommer), og dommerne H. Kanninen og S. Verschuur,

justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,

på grundlag af den skriftlige forhandling

efter retsmødet den 3. marts 2026,

afsagt følgende

Dom

1 Med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF har sagsøgeren, IG, nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 29. maj 2024 om at pålægge ham en irettesættelse (herefter »den anfægtede afgørelse«).

Tvistens baggrund

2 Den 1. januar 2009 blev sagsøgeren overført fra Regionsudvalget til Parlamentet som tjenestemand.

3 Den 26. september 2011 blev sagsøgeren tilknyttet kontoret Parlamentarium i Generaldirektoratet (GD) for Kommunikation. Han var en del af en gruppe af ansatte i Parlamentet, som bl.a. førte tilsyn med medarbejderne hos den eksterne tjenesteyder, som Parlamentet havde indgået en kontrakt med for at sikre modtagelsen af besøgende. Den pågældende eksterne tjenesteyder var selskabet ManpowerGroup Solutions (herefter »MGS«).

4 Den 11. marts 2015 sendte sagsøgerens daværende ægtefælle (herefter »sagsøgerens tidligere ægtefælle«) en e-mail med sit curriculum vitae (CV) til den af MGS’ medarbejdere, der var ansvarlig for forvaltningen af den kontrakt, der er nævnt i præmis 3 ovenfor (herefter »MGS’ første kontraktansvarlig«).

5 Den 5. maj 2015 blev sagsøgeren udnævnt som suppleant til budevalueringsudvalget for et udbud med referencen COMM/DG/AWD/2015/241 vedrørende tilrådighedsstillelse af tjenestepersonale til Parlamentets modtagelsesfaciliteter. Dette udbud blev iværksat i forbindelse med udløbet af den kontrakt, som Parlamentet havde indgået med MGS i 2011. I denne henseende underskrev sagsøgeren den 12. maj 2015 en erklæring om fortrolighed og om, at der ikke forelå interessekonflikter.

6 Den 29. maj 2015 anbefalede budevalueringsudvalget, at kontrakten blev tildelt MGS.

7 Den 29. juni 2015 indgik sagsøgerens tidligere ægtefælle en ansættelseskontrakt med MGS for en periode på seks måneder, der løb fra den 1. august 2015 til den 1. februar 2016.

8 Efter det nye udbud blev MGS den 7. juli 2015 på ny tildelt kontrakten om tilrådighedsstillelse af tjenestepersonale til Parlamentets modtagelsesfaciliteter.

9 Den 27. september 2016 sendte sagsøgeren en e-mail til sin kontorchef, hvori han påberåbte sig uregelmæssigheder i forvaltningen af den nævnte kontrakt, efter at den første kontraktansvarlige havde forladt MGS. I denne e-mail anmodede sagsøgeren om ikke længere at være ansvarlig for den økonomiske forvaltning af kontrakten med MGS.

10 Den 3. oktober 2016 sendte den ansvarlige for MGS en skrivelse til sagsøgerens kontorchef, hvori han gjorde opmærksom på dels, at sagsøgeren havde udvist en adfærd, der udgjorde misbrug, over for de af MGS’ medarbejdere, der var tilknyttet Parlamentarium, dels at sagsøgeren havde udnyttet sin stilling til at anmode MGS’ første kontraktansvarlige om at ansætte sin tidligere ægtefælle på det tidspunkt, hvor udbuddet med henblik på tildeling af den samme kontrakt fandt sted.

11 Ved afgørelse af 9. november 2016 besluttede den daværende generaldirektør for GD for Kommunikation af hensyn til tjenestens interesse i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) at omplacere sagsøgeren til kontoret for Den Europæiske Unions besøgsprogram i det nævnte generaldirektorat.

12 Den 7. marts 2017 udfærdigede kontorchefen i forbindelse med bedømmelsesåret 2016 et notat, hvori han anbefalede ikke at tildele sagsøgeren point for fortjeneste, idet han henviste til forskellige omstændigheder, herunder den omstændighed, at sagsøgeren havde forsøgt at finde en stilling hos MGS, der havde indgået en kontrakt med Parlamentet, til sin tidligere ægtefælle, og dette på det tidspunkt, hvor sagsøgeren var medlem af budevalueringsudvalget for et udbud, som MGS deltog i.

13 Den 21. august 2020 modtog Parlamentets generalsekretær (herefter »generalsekretæren«) en anonym skrivelse, hvori sagsøgeren blev beskyldt dels for psykisk og seksuel chikane, dels for at have udnyttet sin position, med henblik på at hans tidligere ægtefælle kunne få ansættelse.

14 Ved afgørelse af 28. april 2021 indledte generalsekretæren en administrativ undersøgelse vedrørende de forseelser, som det hævdedes, at sagsøgeren har begået.

15 Den 29. november 2021 blev sagsøgeren hørt i forbindelse med den administrative undersøgelse.

16 I rapporten af 22. marts 2022 konkluderede undersøgerne dels, at »undersøgelsen ikke [havde] gjort det muligt at fastslå, at [sagsøgeren] faktisk [havde] chikaneret visse af sine kolleger [eller] ansatte hos [MGS] som omhandlet i vedtægtens artikel 12a«, dels at »[sagsøgeren] ved at udnytte sine arbejdsrelaterede forbindelser til en ledende medarbejder hos [MGS] for at finde en stilling hos samme selskab til sin [tidligere] ægtefælle [havde] tilsidesat sine forpligtelser i henhold til vedtægtens artikel 11«.

17 Den 31. marts 2022 fremsendte ansættelsesmyndigheden undersøgelsesrapporten til sagsøgeren og indkaldte ham til en høring i henhold til artikel 3 i bilag IX til vedtægten den 27. april 2022. Efter anmodning fra sagsøgeren blev denne høring udsat til den 6. maj 2022.

18 Den 3. maj 2022 indgav sagsøgeren skriftlige bemærkninger til ansættelsesmyndigheden med henblik på høringen.

19 Den 6. maj 2022 blev høringen af sagsøgeren i henhold til artikel 3 i bilag IX til vedtægten gennemført med henblik på en eventuel indledning af en disciplinærsag.

20 Den 2. maj 2023 afgav disciplinærrådet sin begrundede udtalelse, hvori det anbefalede, at sagsøgeren blev pålagt en irettesættelse. Disciplinærrådet konkluderede nemlig, at sagsøgeren havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dels vedtægtens artikel 11 og 12, idet han havde udnyttet sine arbejdsrelaterede forbindelser til en ledende medarbejder hos MGS til i 2015 at finde en stilling til sin tidligere ægtefælle, dels vedtægtens artikel 11a, idet han i forbindelse med sin udnævnelse som suppleant til budevalueringsudvalget for et udbud, som MGS deltog i, hverken havde underrettet sine overordnede om den omstændighed, at han havde kontaktet den første kontraktansvarlige hos MGS med henblik på at opnå, at hans tidligere ægtefælle fik tildelt en ansættelseskontrakt, eller om den omstændighed, at hans tidligere ægtefælle deltog i en ansættelsesprocedure hos dette selskab.

21 Den 1. juni 2023 overgik sagsøgeren til invaliditetsydelse.

22 Ved afgørelse af 26. juli 2023 pålagde ansættelsesmyndigheden sagsøgeren en irettesættelse. Den 30. oktober 2023 påklagede sagsøgeren denne afgørelse i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2.

23 Ved afgørelse af 18. marts 2024 tog generalsekretæren klagen til følge, idet vedkommende fandt, at afgørelsen af 26. juli 2023 var behæftet med en begrundelsesmangel, og hjemviste sagen til den kompetente ansættelsesmyndighed.

24 Den 29. maj 2024 vedtog ansættelsesmyndigheden den anfægtede afgørelse.

25 Den 25. juli 2024 indgav sagsøgeren en klage over den anfægtede afgørelse. Denne klage blev afslået ved generalsekretærens afgørelse af 6. december 2024 (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

Parternes påstande

26 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede afgørelse annulleres.

– Om fornødent annulleres afgørelsen om afslag på klagen.

– Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

27 Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

– Frifindelse.

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Retlige bemærkninger

Tvistens genstand

28 Ifølge fast retspraksis har annullationspåstande, der formelt er rettet mod afgørelsen om afvisning af en klage, den virkning, at den retsakt, der er genstand for klagen, indbringes for Retten, når de som sådan er uden selvstændigt indhold (jf. dom af 30.3.2022, PO mod Kommissionen, T-36/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:192, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

29 I det foreliggende tilfælde er afgørelsen om afslag på klagen uden selvstændigt indhold, for så vidt som den afslår klagen og bekræfter den anfægtede afgørelse. Følgelig skal annullationspåstanden anses for alene at være rettet mod den anfægtede afgørelse. Lovligheden af den anfægtede afgørelse skal således undersøges under hensyntagen til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, idet denne begrundelse skal anses for at være sammenfaldende med den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 30.3.2022, PO mod Kommissionen, T-36/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:192, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

Realiteten

30 Sagsøgeren har fremsat fire anbringender om for det første en tilsidesættelse af princippet ne bis in idem, for det andet en tilsidesættelse af de proceduremæssige garantier i forbindelse med administrative undersøgelser samt af princippet om upartiskhed og princippet om god forvaltning, for det tredje en tilsidesættelse af en rimelig frist samt af artikel 6, stk. 4, litra b), og artikel 18 i bilag IX til vedtægten og for det fjerde en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn. Retten er af den opfattelse, at det andet anbringende skal undersøges først.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af de proceduremæssige garantier i forbindelse med administrative undersøgelser samt af princippet om upartiskhed og princippet om god forvaltning

31 Med det andet anbringende har sagsøgeren i det væsentlige påberåbt sig en »materiel uregelmæssighed« i undersøgelsesrapporten (det første led), en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og princippet om upartiskhed (det andet led) samt en tilsidesættelse af retten til forsvar og procedurens kontradiktoriske karakter (det tredje led).

– Det første led om undersøgelsesrapportens »materielle uregelmæssighed«

32 Sagsøgeren har gjort gældende, at undersøgelsesrapporten er behæftet med »materielle uregelmæssigheder«.

33 Indledningsvis har sagsøgeren gjort gældende, at undersøgerne ikke har undersøgt baggrunden for den anonyme klage af 21. august 2020 og ikke har meddelt den retlige ramme, som ansættelsesmyndigheden havde lagt til grund for at acceptere en sådan anonym klage. Ifølge sagsøgeren var de gældende regler til hinder for, at der blev taget hensyn til anonyme oplysninger.

34 Dernæst har sagsøgeren gjort gældende, at det notat af 7. marts 2017, der blev udarbejdet i forbindelse i forbindelse med bedømmelsesåret 2016 med hensyn til ham, og som var vedlagt den anonyme skrivelse af 21. august 2020, blev opnået uretmæssigt, eftersom der var tale om et internt og fortroligt arbejdsdokument, der henhørte under en bedømmelsesprocedure, således at den burde være blevet forkastet.

35 Endelig har sagsøgeren foreholdt undersøgerne, at de ikke havde oplyst identiteten på det vidne, der til dem havde videresendt den kontrakt, som hans tidligere ægtefælle havde indgået med MGS, og at de ikke havde forklaret, hvordan dette vidne havde opnået dette dokument.

36 Parlamentet har bestridt sagsøgerens argumenter.

37 Hvad for det første angår sagsøgerens argument om, at det ikke er muligt at indlede en administrativ undersøgelse på grundlag af anonyme oplysninger, skal det bemærkes, at det fremgår af vedtægtens artikel 86, stk. 2, at ansættelsesmyndigheden eller Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) kan indlede en administrativ undersøgelse, »[h]vis [de] gøres bekendt med beviselementer, der lader formode, [...] at der har været tale om en [...] manglende opfyldelse af pligter«. Ordlyden af denne bestemmelse udelukker således ikke, at der kan indledes en administrativ undersøgelse på grundlag af anonyme oplysninger. For at sikre undersøgelsernes effektivitet skal ansættelsesmyndigheden desuden kunne påberåbe sig beviselementer, der lader formode, at der foreligger en manglende opfyldelse af pligter, selv når kilden til disse beviser ikke er kendt. Denne konklusion understøttes af artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1), som udtrykkeligt fastsætter, at undersøgelsen kan indledes, »når der er en tilstrækkeligt begrundet mistanke, som også kan være baseret på oplysninger fra en tredjepart eller på anonyme oplysninger«.

38 Sagsøgerens argument om, at ansættelsesmyndigheden ikke kunne basere sig på en anonym klage for at indlede en administrativ undersøgelse, kan derfor ikke tiltrædes. Ansættelsesmyndigheden kunne nemlig støtte sig på de modtagne oplysninger, uanset kilden hertil, på betingelse af at den rådede over beviser, der giver anledning til at formode, at der forelå en manglende opfyldelse af pligter.

39 Denne betragtning afkræftes ikke af sagsøgerens argument vedrørende artikel 4, stk. 1, i Parlamentets interne regler af 4. december 2015 om gennemførelse af vedtægtens artikel 22c, hvorefter »whistlebloweren ikke kan handle anonymt«, eftersom den procedure for beskyttelse af whistleblowere, der er omhandlet i denne artikel, ikke er blevet anvendt i det foreliggende tilfælde.

40 Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at det notat af 7. marts 2017, der blev udarbejdet i forbindelse med bedømmelsesåret 2016 med hensyn til ham, og som undersøgerne tog i betragtning, blev opnået på uretmæssig vis, skal det fastslås, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget bevis til støtte herfor.

41 Under alle omstændigheder er der tale om et internt administrativt dokument, som ikke er fortroligt i forhold til administrationen.

42 Hvad angår fremsendelsen til undersøgerne af den kontrakt, som sagsøgerens tidligere ægtefælle havde indgået med MGS, har han foreholdt Parlamentet, at det afslog at oplyse ham om identiteten af det vidne, der havde fremsendt dette dokument, og at det ikke havde givet forklaringer vedrørende de uregelmæssigheder, der blev begået i forbindelse med opnåelsen af dokumentet. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at konstatere, at den omstændighed, at sagsøgerens tidligere ægtefælle var blevet ansat af MGS, allerede var kendt af administrationen, hvilket sagsøgeren i øvrigt ikke har bestridt.

43 I lyset af det ovenstående skal sagsøgerens argument om, at der er taget hensyn til dokumenter, der angiveligt er opnået på ulovlig vis, forkastes.

44 Følgelig skal det andet anbringendes første led forkastes.

– Det andet led om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og princippet om upartiskhed

45 Sagsøgeren har i det væsentlige henvist til uoverensstemmelserne i de vidneudsagn, der blev afgivet i forbindelse med den administrative undersøgelse, og den omstændighed, at undersøgernes konklusioner hovedsageligt bygger på belastende vidneudsagn, hvilket gør de vidneudsagn, som han og hans tidligere ægtefælle har afgivet, mindre troværdige. Undersøgerne afhørte nemlig kun et af de ni vidner, som sagsøgeren havde foreslået. Eftersom undersøgerne ikke foretog en tilstrækkelig kontrol af de faktiske omstændigheder og ikke satte spørgsmålstegn ved baggrunden for skrivelsen af 3. oktober 2016, handlede de partisk.

46 Parlamentet har bestridt sagsøgerens argumenter.

47 I denne henseende skal det erindres, at retten til god forvaltning, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), indebærer, at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.

48 Det fremgår navnlig af fast retspraksis, at administrationen i henhold til princippet om god forvaltning er forpligtet til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle de relevante oplysninger i den konkrete sag, som den har fået forelagt, og at samle alle de faktiske og retlige elementer, der er nødvendige for at udøve dens skønsbeføjelse, samt at sikre, at de procedurer, som den foranstalter, forløber tilfredsstillende og effektivt (jf. dom af 20.10.2021, Kerstens mod Kommissionen, T-220/20, EU:T:2021:716, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis; jf. i denne retning ligeledes dom af 12.5.2022, Klein mod Kommissionen, C-430/20 P, EU:C:2022:377, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

49 Desuden påhviler det Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer at opfylde kravet om upartiskhed i dets to bestanddele, der udgøres af dels den subjektive upartiskhed, hvorefter intet medlem af den berørte institution må give udtryk for forudindtagethed eller personlige fordomme, dels den objektive upartiskhed, hvorefter denne institution skal sikre tilstrækkelige garantier for, at enhver rimelig tvivl om en eventuel forudindtagethed kan udelukkes. I denne henseende er det med henblik på at påvise, at tilrettelæggelsen af en administrativ procedure ikke frembyder tilstrækkelige garantier for, at enhver rimelig tvivl om en eventuel forudindtagethed kan udelukkes, ikke påkrævet, at det fastslås, at der foreligger manglende upartiskhed. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger en rimelig tvivl i denne henseende, og at denne ikke kan udelukkes (jf. dom af 21.10.2021, Parlamentet mod UZ, C-894/19 P, EU:C:2021:863, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.9.2023, YD mod FRA, T-648/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:575, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

50 Desuden består der en formodning for subjektiv upartiskhed, indtil det modsatte er bevist (jf. dom af 8.11.2018, QB mod ECB, T-827/16, EU:T:2018:756, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis). For at bevise, at der foreligger manglende subjektiv upartiskhed, skal sagsøgeren fremlægge tilstrækkeligt præcise, objektive og samstemmende indicier, der kan godtgøre, at vedkommendes påstande er sandfærdige eller sandsynlige (jf. dom af 8.9.2021, AH mod Eurofund, T-630/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:538, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

51 I denne sammenhæng har sagsøgeren i det væsentlige kritiseret valget af de vidner, der skulle afhøres, og den måde, hvorpå vidneudsagnene blev anvendt i undersøgelsesrapporten.

52 I denne henseende skal det bemærkes, at det følger af retspraksis, at den enhed, der har ansvaret for en administrativ undersøgelse, og som det påhviler at foretage en passende undersøgelse af de sager, der forelægges den, råder over et vidt skøn med hensyn til gennemførelse af undersøgelsen og navnlig med hensyn til at vurdere kvaliteten og anvendeligheden af samarbejdet med vidnerne. I øvrigt er denne enhed på ingen måde forpligtet til at indkalde alle de vidner, som sagens parter har foreslået (jf. i denne retning dom af 13.12.2012, Donati mod ECB, F-63/09 P, EU:F:2012:193, præmis 187).

53 I det foreliggende tilfælde bemærkes indledningsvis, at det af den administrative undersøgelsesrapport fremgår, at valget om ikke at høre otte af de ni vidner, som sagsøgeren havde foreslået, var begrundet i, at disse ikke havde arbejdet direkte med sagsøgeren i Parlamentarium og derfor ikke kunne have direkte kendskab til hans adfærd over for de øvrige kolleger eller til de omstændigheder, under hvilke hans tidligere ægtefælle havde været ansat hos MGS.

54 Undersøgelsesrapporten indeholder således objektive grunde, der kan forklare det valg, som undersøgerne har foretaget inden for rammerne af deres vide skønsbeføjelse. Sagsøgeren har imidlertid ikke godtgjort, at undersøgerne overskred grænserne for deres beføjelse, henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 52 ovenfor, for så vidt som de ikke afhørte disse vidner.

55 Hvad endvidere angår sagsøgerens argument om, at de angivelige uoverensstemmelser mellem vidneudsagnene og undersøgernes konklusioner godtgør, at undersøgerne ikke var upartiske, skal det bemærkes, at dette argument reelt tilsigter at anfægte undersøgernes faktuelle vurderinger. Som Parlamentet med rette har anført i sine skriftlige indlæg, er den blotte uenighed om, hvordan undersøgelsen skal foretages, og hvordan beviserne skal vurderes, imidlertid ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at undersøgerne ikke var upartiske, og kan heller ikke betegnes som en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning.

56 Det er ligeledes med urette, at sagsøgeren har hævdet, at undersøgerne udelukkende baserede undersøgelsesrapporten på belastende vidneudsagn.

57 Det fremgår nemlig af undersøgelsesrapporten, at undersøgerne ikke udelukkende støttede sig på de oplysninger, der var indeholdt i den anonyme skrivelse, som generalsekretæren modtog den 21. august 2020, men dels indhentede såvel de belastende og diskulperende vidneudsagn fra syv vidner med henblik på yderligere at underbygge eller forkaste de påtalte forhold, dels gav et detaljeret svar på de bemærkninger, som sagsøgeren fremsatte under samtalen.

58 Det følger heraf, at sagsøgerens argument om, at undersøgerne ikke undersøgte alle relevante forhold omhyggeligt og upartisk, skal forkastes.

59 Hvad endelig angår sagsøgerens påstand om, at der kun blev henvist til hans tidligere ægtefælles vidneudsagn to gange i undersøgelsesrapporten, mens der blev henvist til vidneudsagnet fra MGS’ kontraktansvarlige, som afløste MGS’ første kontraktansvarlige, seks gange, skal det bemærkes, at antallet af henvisninger fra det ene eller det andet vidneudsagn ikke i sig selv udgør et indicium for upartiskhed. Hertil kommer, således som Parlamentet har anført, at eftersom vidneudsagnet fra sagsøgerens tidligere ægtefælle kun vedrørte spørgsmålet om hendes ansættelse hos MGS, mens vidneudsagnet fra MGS’ kontraktansvarlige ligeledes vedrørte sagsøgerens adfærd over for kolleger og ansatte hos MGS, forekommer forskellen mellem antallet af henvisninger til disse vidneudsagn ikke ubegrundet.

60 Det følger af det ovenstående, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at administrationen har tilsidesat princippet om god forvaltning og princippet om upartiskhed.

61 Følgelig skal det andet anbringendes andet led forkastes.

– Det tredje led om tilsidesættelse af retten til forsvar og om procedurens kontradiktoriske karakter

62 Sagsøgeren har gjort gældende, at hans ret til forsvar er blevet tilsidesat under disciplinærsagen. Han har foreholdt disciplinærrådet, at det afslog at afhøre de vidner, som han havde foreslået, og at det indhentede vidneudsagn fra alene et af disse vidner, og dette kun skriftligt. Sagsøgeren har gjort gældende, at hvis han havde haft mulighed for at deltage i afhøringerne af vidnerne eller for at besvare skriftlige vidneudsagn, ville han have kunnet afklare visse faktiske omstændigheder.

63 Parlamentet har gjort gældende, at de klagepunkter, der er fremsat mod disciplinærrådet, ikke kan antages til realitetsbehandling. Disciplinærrådets udtalelse er en akt, der indeholder et klagepunkt, og som kan gøres til genstand for en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, og sagsøgeren har ikke anfægtet denne udtalelse inden for den fastsatte frist.

64 Subsidiært har Parlamentet gjort gældende, at sagsøgerens argumenter skal forkastes som ugrundede.

65 Hvad indledningsvis angår Parlamentets formalitetsindsigelse skal det bemærkes, at dom af 20. maj 2010, Kommissionen mod Violetti m.fl. (T-261/09 P, EU:T:2010:215), og af 13. oktober 2021, IB mod EUIPO (T-22/20, EU:T:2021:689), som Parlamentet har støttet sig på, er baseret på den retspraksis, der følger af dom af 29. januar 1985, F mod Kommissionen (228/83, EU:C:1985:28, præmis 16), hvori Domstolen fastslog, at det ville være i strid med kontradiktionsprincippet og retten til forsvar for den person, der er genstand for en disciplinærsag, at fastslå, at vedkommende ikke kan anfægte disciplinærrådets udtalelse særskilt og opnå annullation heraf, med henblik på at disciplinærsagen skal gentages.

66 I modsætning til hvad Parlamentet har gjort gældende, fremgår det imidlertid ikke af dom af 29. januar 1985, F mod Kommissionen (228/83, EU:C:1985:28, præmis 16), der bekræfter, at en udtalelse fra disciplinærrådet har karakter af en anfægtelig retsakt, at den person, der er genstand for en disciplinærsag, er afskåret fra at anfægte uregelmæssigheder i proceduren for disciplinærrådet i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af den endelige afgørelse, der er truffet af ansættelsesmyndigheden, med den begrundelse, at vedkommende ikke har indgivet en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over det nævnte råds udtalelse. Selv om den pågældende person har ret til at anfægte disciplinærrådets udtalelse særskilt, er det først og fremmest ved afslutningen af disciplinærsagen på det tidspunkt, hvor udfaldet heraf er kendt, at vedkommende er i stand til fuldt ud at vurdere sin interesse i at anfægte uregelmæssighederne ved proceduren for disciplinærrådet.

67 Den af Parlamentet fremsatte formalitetsindsigelse kan derfor ikke tages til følge.

68 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens argumenter om, at hans ret til forsvar og procedurens kontradiktoriske karakter er blevet tilsidesat, har fornødent grundlag, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at overholdelsen af retten til forsvar er et almindeligt EU-retligt princip, der finder anvendelse, så snart administrationen påtænker at træffe en for vedkommende bebyrdende retsakt (jf. dom af 9.11.2006, Kommissionen mod De Bry, C-344/05 P, EU:C:2006:710, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.10.2006, Bonnet mod Domstolen, T-406/04, EU:T:2006:322, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

69 Iagttagelsen af retten til forsvar og det hermed sammenhængende kontradiktionsprincip kræver, at den tjenestemand, over for hvem en EU-institution har indledt en administrativ procedure, under denne procedure har haft mulighed for effektivt at gøre sit synspunkt gældende vedrørende eksistensen og relevansen af de faktiske omstændigheder, påståede forhold og dokumenter, som denne institution agter at anvende mod den pågældende til støtte for påstanden om en tilsidesættelse af vedtægtens bestemmelser. Det følger af det ovenfor anførte, at retten til at blive hørt har to formål. For det første tjener den til at oplyse sagen og fastlægge de faktiske omstændigheder så korrekt og præcist som muligt, og for det andet sikrer denne rettighed den berørte part en effektiv beskyttelse (dom af 14.10.2021, Bernaldo mod Kommissionen, C-583/19 P, EU:C:2021:844, præmis 63 og 64).

70 Det skal desuden bemærkes, at overholdelsen af den disciplinære forfølgnings kontradiktoriske karakter, således som den følger af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), kræver, at den anklagede ansatte eller dennes forsvarer skal have mulighed for at overvære de afhøringer af vidner, som foretages, og at stille disse vidner de spørgsmål, som vedkommende anser for hensigtsmæssige for sit forsvar (jf. dom af 15.10.2014, de Brito Sequeira mod Kommissionen, F-107/13, EU:F:2014:232, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

71 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at disciplinærrådet ikke har afhørt noget yderligere vidne i forhold til dem, der allerede var blevet afhørt af undersøgerne, og at det besluttede at støtte sig på de skriftlige beviser og at indhente yderligere skriftlige vidneudsagn fra et enkelt vidne blandt alle de vidner, hvis afhøring sagsøgeren havde foreslået. Den 12. og den 18. april 2023 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til dette vidneudsagn.

72 I denne henseende skal det bemærkes, at disciplinærrådet råder over et vidt skøn med hensyn til gennemførelsen af administrative undersøgelser, navnlig med hensyn til at vurdere kvaliteten og anvendeligheden af samarbejdet med vidnerne (jf. dom af 24.1.2024, WV mod EU-Udenrigstjenesten, T-371/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:35, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

73 Den omstændighed alene, at disciplinærrådet ikke afhørte de supplerende vidner, idet det nøjedes med skriftlige beviser og vidneudsagn fra de personer, der allerede var afhørt under den administrative undersøgelse, og indhentede skriftlige vidneudsagn fra et enkelt vidne blandt alle de vidner, hvis afhøring sagsøgeren havde foreslået, kan derfor ikke i sig selv udgøre en tilsidesættelse af hans ret til forsvar. Sagsøgeren kunne desuden fremsætte sine bemærkninger til vidneudsagnet fra den daværende generaldirektør for GD for Kommunikation, som i det væsentlige vedrørte, hvorledes der i 2016 blev fulgt op på de faktiske omstændigheder, som han blev foreholdt. Derfor kan sagsøgeren ikke med føje gøre gældende, at hans ret til forsvar ikke er blevet overholdt.

74 Det tredje led skal derfor forkastes, og følgelig skal det andet anbringende forkastes i sin helhed.

Det første anbringende om tilsidesættelse af princippet ne bis in idem

75 Sagsøgeren har gjort gældende, at Parlamentet ved at beslutte at pålægge ham en irettesættelse har tilsidesat princippet ne bis in idem, for så vidt som de forhold, der ligger til grund for irettesættelsen, allerede havde været genstand for en udtømmende vurdering, der blev foretaget af hans overordnede i GD for Kommunikation som følge af skrivelsen af 3. oktober 2016 fra den ansvarlige for MGS. Ifølge sagsøgeren gjorde denne vurdering det muligt at konkludere, at der ikke forelå oplysninger, der gav anledning at indlede en disciplinærsag som omhandlet i vedtægtens artikel 86, og undersøgelsen blev derfor afsluttet.

76 Parlamentet har bestridt sagsøgerens argumenter.

77 I forbindelse med disciplinærsager er princippet ne bis in idem fastsat i artikel 9, stk. 3, i bilag IX til vedtægten, hvorefter »[d]er kan kun iværksættes en enkelt sanktion for en og samme fejl«.

78 Det fremgår nemlig af retspraksis vedrørende chartrets artikel 50, at anvendelsen af princippet ne bis in idem er undergivet en dobbelt betingelse, nemlig dels, at der skal foreligge en endelig forudgående afgørelse (betingelsen »bis«), dels at de samme faktiske omstændigheder skal være omfattet af den forudgående afgørelse og af de efterfølgende retsforfølgelser eller afgørelser (betingelsen »idem«) (dom af 22.3.2022, bpost, C-117/20, EU:C:2022:202, præmis 28).

79 I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, således som det fremgår af den tabel, der er vedlagt som bilag (afsnit VI) til generalsekretærens afgørelse af 25. september 2017 om ændring af fordelingen af beføjelser mellem ansættelsesmyndigheden og kontraktindgåelsesmyndigheden i henhold til den delegation, der er fastsat i artikel 9, stk. 3, i Præsidiets afgørelse af 13. januar 2014 om delegation af beføjelser til ansættelsesmyndigheden og kontraktindgåelsesmyndigheden, at den ansættelsesmyndighed, der er kompetent til at vedtage en afgørelse om indledning af en administrativ undersøgelse, er generalsekretæren. Efter at have modtaget skrivelsen af 21. august 2020 (jf. præmis 13 ovenfor) indledte generalsekretæren den 28. april 2021 en administrativ undersøgelse i henhold til vedtægtens artikel 86, artikel 1 og 2 i bilag IX til vedtægten og artikel 2 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser af 18. maj 2004 vedrørende disciplinærsager og administrative undersøgelser. Det fremgår af samme tabel, at den ansættelsesmyndighed, der har kompetence til at træffe en afgørelse i disciplinærsager, er generaldirektøren for personale, som har truffet den anfægtede afgørelse.

80 Som sagsøgeren med rette har anført, fremgår det ganske vist af sagsakterne, at de faktiske omstændigheder, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, faktisk var kendt af hans overordnede i GD for Kommunikation fra den 3. oktober 2016. Imidlertid fremgår det på ingen måde heraf, at disse omstændigheder har været genstand for en administrativ undersøgelse i henhold til vedtægtens artikel 86, stk. 2, der var blevet indledt af den kompetente ansættelsesmyndighed, nemlig generalsekretæren. Derfor er det med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at administrationen allerede havde truffet en afgørelse om afslutning af en sådan undersøgelse, da der ikke forelå oplysninger, der gjorde det muligt at indlede en disciplinærsag som omhandlet i vedtægtens artikel 86.

81 Det fremgår ganske vist af sagsakterne, at visse faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den anfægtede afgørelse, blev nævnt i forbindelse med bedømmelsen af sagsøgeren for bedømmelsesåret 2016. Denne undersøgelse er imidlertid ikke ensbetydende med, at der indledes en administrativ undersøgelse. Som det fremgår af høringen af sagsøgerens kontorchef den 16. juni 2021, blev disse faktiske omstændigheder, der fandt sted i 2015, i øvrigt ikke taget i betragtning i den nævnte bedømmelse, i hvilken sagsøgeren i sidste ende opnåede to point for fortjeneste.

82 Den anfægtede afgørelse er således den eneste endelige afgørelse om sagsøgerens ansvar for de omhandlede faktiske omstændigheder.

83 Det følger heraf, at den første betingelse for anvendelsen af princippet ne bis in idem, nemlig at der skal foreligge en endelig tidligere afgørelse (betingelsen »bis«), ikke er godtgjort i den foreliggende sag, og at sagsøgeren ikke med føje kan påberåbe sig en tilsidesættelse af dette princip.

84 Det første anbringende må derfor forkastes.

Det tredje anbringende om tilsidesættelse af en rimelig frist og af artikel 6, stk. 4, litra b), og artikel 18 i bilag IX til vedtægten

85 For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Parlamentet ikke har overholdt sin forpligtelse til at handle inden for en rimelig frist. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at institutionen fik kendskab til de faktiske omstændigheder, der var genstand for disciplinærsagen den 3. oktober 2016. Institutionen undersøgte imidlertid ikke disse omstændigheder, inden den kompetente ansættelsesmyndighed indledte den administrative undersøgelse i 2021.

86 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at disciplinærsagen ikke blev gennemført inden for de fastsatte frister. Sagsøgeren har nærmere bestemt påberåbt sig en tilsidesættelse af den frist på ti dage, der er fastsat i artikel 6, stk. 4, litra b), i bilag IX til vedtægten, og af den frist på to måneder, der er fastsat i vedtægtens artikel 18.

87 Parlamentet har bestridt disse argumenter.

88 I denne henseende skal det bemærkes, at forpligtelsen til at iagttage en rimelig frist ved gennemførelsen af administrative procedurer udgør et almindeligt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer, og som i øvrigt er anført som en del af retten til god forvaltning i chartrets artikel 41, stk. 1 (dom af 11.4.2006, Angeletti mod Kommissionen, T-394/03, EU:T:2006:111, præmis 162, og af 6.12.2012, Füller-Tomlinson mod Parlamentet, T-390/10 P, EU:T:2012:652, præmis 115).

89 Det følger af fast retspraksis, at bortset fra forældelsesfrister er de frister, der er fastsat for en disciplinærsags forløb ud fra et tidsmæssigt synspunkt, i princippet ikke bindende. I mangel af et klart udtrykt ønske i de gældende bestemmelser om af hensyn til retssikkerheden og beskyttelsen af den berettigede forventning at begrænse det tidsrum, hvori administrationen kan handle, udgør disse frister først og fremmest et princip om god administration, som forpligter institutionen til at gennemføre en disciplinærsag med fornøden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker inden for en rimelig frist i forhold til den forudgående handling (jf. dom af 7.9.2022, DD mod FRA, T-470/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:511, præmis 274 og den deri nævnte retspraksis).

90 Denne pligt til omhyggelighed og overholdelse af en rimelig frist gælder også for indledningen af disciplinærsagen, bl.a. i det tilfælde og fra det tidspunkt, hvor administrationen er blevet bekendt med de forhold og den adfærd, der kan udgøre tilsidesættelse af en tjenestemands vedtægtsmæssige forpligtelser. Selv i mangel af en forældelsesfrist har de disciplinære myndigheder en forpligtelse til at handle, således at indledningen af en sag, der medfører en sanktion, sker inden for en rimelig frist (jf. dom af 13.10.2021, IB mod EUIPO, T-22/20, EU:T:2021:689, præmis 86 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

91 En disciplinærsags urimelige varighed kan således skyldes både gennemførelsen af forudgående administrative undersøgelser og disciplinærsagen som sådan. Den periode, der skal tages i betragtning med henblik på at vurdere, om varigheden af en disciplinærsag er rimelig, er ikke kun den periode, der begynder på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om iværksættelse af proceduren. Der skal ligeledes tages hensyn til en periode, der er forløbet mellem det tidspunkt, hvor administrationen fik kendskab til de faktiske omstændigheder og den adfærd, der kan udgøre en disciplinærforseelse, og indledningen af den administrative undersøgelse (jf. i denne retning dom af 8.3.2012, Kerstens mod Kommissionen, F-12/10, EU:F:2012:29, præmis 127 og 132).

92 I denne henseende skal spørgsmålet om, hvorvidt varigheden af fasen forud for en disciplinær procedure og selve disciplinærsagen er rimelig, vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den berørte part, sagens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd (jf. dom af 13.10.2021, IB mod EUIPO, T-22/20, EU:T:2021:689, præmis 88 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

93 En tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist og princippet om god forvaltning kan imidlertid som hovedregel ikke begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter afslutningen af en administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, påvirker selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglende overholdelse af princippet om en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure. Dette vil således være tilfældet, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, har påvirket de berørte personers mulighed for at forsvare sig effektivt (jf. i denne retning dom af 25.10.2017, Luccacioni mod Kommissionen, T-551/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:751, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.9.2022, WT mod Kommissionen, T-91/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:510, præmis 145 og den deri nævnte retspraksis).

94 Det skal i lyset af disse betragtninger undersøges, om disciplinærsagen blev gennemført inden for en rimelig frist.

95 Hvad for det første angår den tid, der er forløbet mellem det tidspunkt, hvor administrationen fik kendskab til de faktiske omstændigheder, der udgør forseelsen, og indledningen af den administrative undersøgelse, skal det bemærkes, at de faktiske omstændigheder, således som de blev fastslået i forbindelse med rapporten om den administrative undersøgelse, blev meddelt administrationen den 3. oktober 2016. Den kompetente ansættelsesmyndighed, dvs. generalsekretæren, indledte imidlertid først den administrative undersøgelse den 28. april 2021 som følge af en anonym skrivelse af 21. august 2020. Der forløb således fire år og syv måneder mellem det tidspunkt, hvor administrationen fik kendskab til de faktiske omstændigheder, og indledningen af den administrative undersøgelse.

96 I denne henseende må Parlamentets argument om, at den ansættelsesmyndighed, der var kompetent til at indlede den administrative undersøgelse, dvs. generalsekretæren, først fik kendskab til de faktiske omstændigheder, der udgør forseelsen, den 21. august 2020, forkastes. Som Parlamentet har medgivet i retsmødet, fremgår det nemlig af den retspraksis, der er nævnt i præmis 91 ovenfor, at procedurens rimelige varighed skal vurderes på det tidspunkt, hvor administrationen og ikke den kompetente ansættelsesmyndighed fik kendskab til de faktiske omstændigheder. Det må imidlertid konstateres, at sagsøgerens overordnede, nemlig hans kontorchef og generaldirektøren for GD for Kommunikation, fik kendskab til de faktiske omstændigheder ved skrivelsen af 3. oktober 2016.

97 I denne henseende skal det indledningsvis for så vidt angår tvistens betydning for sagsøgeren erindres, at Parlamentet ved den anfægtede afgørelse pålagde ham en irettesættelse. Irettesættelse er ganske vist en af de mindst alvorlige sanktioner, men det står ikke desto mindre fast, at selve den omstændighed, at tjenestemanden pålægges en disciplinær sanktion, har en væsentlig betydning.

98 Hvad dernæst angår sagens kompleksitet skal det fastslås, at omstændighederne omkring de foreholdte forhold ikke indebærer en væsentlig grad af kompleksitet.

99 Hvad endelig angår parternes adfærd skal det fremhæves, at sagsøgerens overordnede mellem det tidspunkt, hvor administrationen fik kendskab til de forhold, som sagsøgeren foreholdes, den 3. oktober 2016, og indledningen af den administrative undersøgelse den 28. april 2021, ikke tog skridt til at underrette generalsekretæren, som er den kompetente ansættelsesmyndighed.

100 Henset til ovenstående betragtninger må det konkluderes, at Parlamentet under de foreliggende omstændigheder for så vidt angår den fase, der gik forud for indledningen af den administrative undersøgelse, handlede for sent i strid med princippet om en rimelig frist.

101 Hvad for det andet angår den hævdede tilsidesættelse af artikel 6, stk. 4, litra b), i bilag IX til vedtægten skal det præciseres, at det følger af denne bestemmelse, at disciplinærrådets formand udvælger to yderligere medlemmer i løbet af de ti dage, der følger efter fremsendelsen af den rapport, der udgør afgørelsen om indledning af disciplinærsagen, ved lodtrækning under overværelse af den berørte person.

102 I det foreliggende tilfælde indbragte ansættelsesmyndigheden sagen for disciplinærrådet ved notatet af 7. oktober 2022. Efter at disciplinærrådets formand var gået på pension, blev dette notat erstattet af en skrivelse af 2. december 2022, der var rettet til det nævnte råds formandssuppleant. Da disciplinærrådets nye sammensætning blev fastlagt den 9. december 2022, blev sagsøgeren den 21. december samme år underrettet om lodtrækningen af de to yderligere medlemmer af disciplinærrådet, som i betragtning af ferieperioden i slutningen af året fandt sted den 10. januar 2023.

103 Samtlige disse forhold gør det i det foreliggende tilfælde muligt at konstatere, at tidsrummet mellem indbringelsen af sagen for disciplinærrådet og lodtrækningen, selv om det overstiger ti dage, ikke var urimeligt.

104 Hvad endvidere angår den frist, der er fastsat i artikel 18 i bilag IX til vedtægten, skal det bemærkes, at disciplinærrådet ifølge denne artikel skal fremsende en begrundet udtalelse til ansættelsesmyndigheden og den pågældende tjenestemand inden for en frist på to måneder fra datoen for modtagelsen af ansættelsesmyndighedens rapport.

105 I det foreliggende tilfælde indbragte ansættelsesmyndigheden sagen for disciplinærrådet den 2. december 2022. Disciplinærrådet afgav udtalelse den 2. maj 2023, dvs. fem måneder efter, at sagen var blevet indbragt for den.

106 Den frist på fem måneder, der gik mellem indbringelsen af sagen for disciplinærrådet og fremsendelsen af dette råds udtalelse til ansættelsesmyndigheden, er således betydeligt længere end den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 18 i bilag IX til vedtægten.

107 Artikel 18 i bilag IX til vedtægten fastsætter imidlertid, at denne frist på to måneder kan tilpasses afhængigt af sagens kompleksitet. Parlamentet har således med henblik på at begrunde fristen på fem måneder anført, uden at dette er blevet bestridt af sagsøgeren, at disciplinærrådet på sagsøgerens anmodning besluttede at forelægge et vidne skriftlige spørgsmål, og at svarene på disse spørgsmål blev fremsendt til sagsøgeren, med henblik på at han kunne fremsætte sine bemærkninger, hvilket forlængede proceduren.

108 Henset til omstændighederne omkring den omhandlede procedure og navnlig til den omstændighed, at forlængelsen af varigheden af proceduren for disciplinærrådet delvist kan tilskrives sagsøgeren, kan sidstnævnte således ikke gøre gældende, at varigheden af perioden mellem indbringelsen af sagen for disciplinærrådet og vedtagelsen af rådets udtalelse var urimelig.

109 Det fremgår af det ovenstående, at fristen for den egentlige disciplinærsag, nemlig den frist på to år og tre måneder, der forløb mellem indledningen af den administrative procedure den 28. april 2021 og ansættelsesmyndighedens afgørelse af 26. juli 2023 om at pålægge sagsøgeren en irettesættelse, ikke kan anses for at være uforholdsmæssig lang, eftersom alle faserne i disciplinærsagen inden for rammerne af denne frist selv fandt sted inden for en rimelig frist i forhold til den foregående fase.

110 Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 91 ovenfor, er den periode, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om varigheden af en disciplinærsag er rimelig, ikke kun den periode, der begynder fra afgørelsen om indledning af den nævnte sag, men ligeledes perioden fra det tidspunkt, hvor administrationen får kendskab til de faktiske omstændigheder, der udgør forseelsen, til indledningen af den administrative undersøgelse. Henset til den omstændighed, at Parlamentet handlede for sent for så vidt angår den fase, der gik forud for indledningen af den administrative undersøgelse (jf. præmis 100 ovenfor), skal det konstateres, at varigheden af den omhandlede procedure som helhed har været uforholdsmæssigt lang.

111 Selv om denne forsinkelse udgør en tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist, kan den dog kun medføre annullation af den anfægtede afgørelse, hvis den har kunnet påvirke den berørte persons ret til forsvar og dermed påvirke selve indholdet af den anfægtede afgørelse (jf. præmis 93 ovenfor).

112 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid ikke godtgjort, at den uforholdsmæssigt lange tid, der er forløbet, har kunnet påvirke hans evne til at forsvare sig effektivt.

113 Sagsøgeren har nemlig ikke fremført noget argument i denne retning i forbindelse med sit tredje anbringende. Selv om sagsøgeren i forbindelse med sit andet anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar har gjort gældende, at vidneudsagnet fra generaldirektøren for GD for Kommunikation på daværende tidspunkt, der blev indhentet otte år efter de faktiske omstændigheder, var for vagt, skal det endvidere fremhæves, at dette vidneudsagn ikke vedrørte realiteten af de faktiske omstændigheder, der blev påtalt i den anfægtede afgørelse, men vedrørte administrationens reaktion på de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren blev foreholdt.

114 Det skal desuden erindres, at sagsøgeren ikke har bestridt, at han ikke på tidspunktet for sin udnævnelse som suppleant til budevalueringsudvalget for et udbud, som MGS deltog i, gjorde opmærksom på en potentiel interessekonflikt som følge af sin tidligere ægtefælles ansøgning til en stilling i dette selskab, hvilket er et af de væsentligste klagepunkter mod ham.

115 Således har sagsøgeren hverken godtgjort, at forsinkelsen med indledningen af den administrative undersøgelse kunne have påvirket hans ret til forsvar, eller, mere generelt, at indholdet af den anfægtede afgørelse kunne have været anderledes.

116 Det tredje anbringende skal derfor ligeledes forkastes.

Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og om anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn

117 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at irettesættelsen er uforholdsmæssig i forhold til de faktiske omstændigheder, som den er forbundet med. Han har påberåbt sig, at beviserne i sagsakterne er utilstrækkelige, og har foreholdt Parlamentet, at det ikke har taget hensyn til formildende omstændigheder eller diskulperende oplysninger, såsom graden af forsæt eller uagtsomhed i forbindelse med den begåede forseelse, graden af hans personlige ansvar, niveauet af hans funktioner og ansvarsområder samt hans invaliditet.

118 I replikken har sagsøgeren gjort gældende, at de lidelser, der førte til anerkendelsen af hans invaliditet, kan være relevante for vurderingen af hans adfærd, som er genstand for disciplinærsagen.

119 Parlamentet har bestridt disse argumenter.

120 Det følger af artikel 10 i bilag IX til vedtægten, at »den disciplinære sanktion skal stå i forhold til alvorligheden af den begåede fejl«.

121 I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at vedtægten på det disciplinære område ikke fastsætter en fast sammenhæng mellem de sanktioner, der er anført heri, og de kategorier af tilsidesættelser, der er begået af tjenestemænd (jf. dom af 23.3.2022, OT mod Parlamentet, T-757/20, EU:T:2022:156, præmis 165 og den deri nævnte retspraksis).

122 Artikel 10 i bilag IX til vedtægten opregner forskellige kategorier af kriterier, som ansættelsesmyndigheden skal tage hensyn til, når den fastslår forseelsens grovhed og træffer afgørelse om, hvilken disciplinærsanktion der skal pålægges, herunder bl.a. »fejlenes art og de omstændigheder, hvorunder den er begået« (dom af 1.6.2022, Cristescu mod Kommissionen, T-754/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:316, præmis 216).

123 Artikel 10 i bilag IX til vedtægten kræver udtrykkeligt, at den pålagte disciplinærsanktion står i et rimeligt forhold til grovheden af den begåede forseelse i overensstemmelse med det generelle krav om proportionalitet, der gælder for EU-institutionernes handlinger, således som det er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU og det almindelige princip, der i denne henseende er anerkendt i retspraksis (dom af 1.6.2022, T-754/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:316, præmis 217).

124 På baggrund af disse elementer er det i retspraksis blevet udledt, at fastsættelse af sanktionen hensyn til forholdsmæssigheden skal baseres på en samlet vurdering, der skal foretages af ansættelsesmyndigheden, af alle de konkrete forhold og alle de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde (jf. dom af 1.6.2022, Cristescu mod Kommissionen, T-754/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:316, præmis 218 og den deri nævnte retspraksis).

125 Ansættelsesmyndigheden skal således i den afgørelse, hvorved sanktionen pålægges, angive de grunde, der, henset til de faktiske forhold og omstændighederne i sagen, har ført til, at der pålægges en sanktion frem for en anden (dom af 23.3.2022, OT mod Parlamentet, T-757/20, EU:T:2022:156, præmis 169).

126 Unionens retsinstanser skal for deres vedkommende, når de forelægges disse spørgsmål, bl.a. efterprøve, om de særlige forhold og omstændigheder i sagen henhører under de retlige begreber vedrørende skærpende eller formildende omstændigheder (jf. dom af 23.3.2022, OT mod Parlamentet, T-757/20, EU:T:2022:156, præmis 170 og den deri nævnte retspraksis).

127 Unionens retsinstanser skal i forbindelse med deres kontrol ligeledes efterprøve, om den disciplinære myndighed har foretaget en forholdsmæssig afvejning af omstændighederne, uanset om disse omstændigheder er skærpende eller formildende (jf. dom af 23.3.2022, OT mod Parlamentet, T-757/20, EU:T:2022:156, præmis 171 og den deri nævnte retspraksis).

128 Efterprøvelsen af, om den disciplinære myndighed har foretaget en forholdsmæssig afvejning af omstændighederne, følger af chartrets artikel 47, hvorefter enhver, hvis rettigheder og frihedsrettigheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol. For at retsmidlerne er effektive, indebærer disse nemlig, at en »straf«, der pålægges af en administrativ myndighed, som ikke selv opfylder de betingelser, der er fastsat i denne artikel, er underlagt en efterfølgende prøvelse af en retslig myndighed med beføjelse til fuldt ud at vurdere proportionaliteten mellem overtrædelsen og sanktionen (jf. i denne retning dom af 23.3.2022, OT mod Parlamentet, T-757/20, EU:T:2022:156, præmis 172 og 173; jf. ligeledes analogt dom af 9.6.2021, DI mod ECB, T-514/19, EU:T:2021:332, præmis 197.)

129 Det foreliggende anbringende, der er formuleret således, at det bl.a. vedrører et »åbenbart urigtigt skøn«, skal anses for udelukkende at vedrøre en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og er dermed underlagt Rettens fulde prøvelsesret i denne henseende.

130 I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at ansættelsesmyndigheden undersøgte de faktiske forhold og omstændigheder, under hvilke sagsøgeren handlede, og tog hensyn til skærpende eller formildende omstændigheder.

131 Hvad navnlig for det første angår graden af forsæt eller uagtsomhed i forbindelse med den begåede forseelse skal det bemærkes, således som ansættelsesmyndigheden har fastslået i den anfægtede afgørelse, at sagsøgerens adfærd med henblik på at finde en stilling til sin tidligere ægtefælle hos MGS udgjorde en forsætlig handling af en vis grovhed, der var begrundet i ønsket om at forfølge en personlig interesse. Den omstændighed, at sagsøgeren i forbindelse med sin udnævnelse som suppleant til budevalueringsudvalget for et udbud, som MGS deltog i, ikke gjorde opmærksom på en potentiel interessekonflikt, som følge af at hans tidligere ægtefælle havde ansøgt om en stilling hos MGS, forværrer blot hans culpøse adfærd, og dette så meget desto mere som sagsøgeren, således som disciplinærrådet har konstateret, beskriver sig som en kollega, der er lægger stor vægt på streng overholdelse af reglerne.

132 Derudover skal det tilføjes, at ansættelsesmyndigheden ligeledes tog hensyn til, at sagsøgerens adfærd udgjorde en enkeltstående handling.

133 Hvad for det andet angår graden af tjenestemandens personlige ansvar og niveauet af hans funktioner skal det fastslås, at sagsøgeren ganske vist ikke varetog ledelsesfunktioner, men at Parlamentet, henset til hans lange karriere i institutionerne, havde givet ham til opgave at kontrollere MGS’ aktiviteter i Parlamentarium, og at han desuden var blevet valgt som suppleant til budevalueringsudvalget for et udbud, som MGS deltog i, og som havde alle de krævede oplysninger vedrørende det nævnte udbud, hvilket i endnu højere grad krævede, at han udviste omhyggelighed. Ansættelsesmyndigheden kunne derfor med rette konkludere, at disse forhold udgjorde en skærpende omstændighed ved sagsøgerens adfærd.

134 Sagsøgerens argument om, at han ikke var den subdelegerede anvisningsberettigede vedrørende den kontrakt, som var indgået med MGS om Parlamentarium, er ikke relevant, for så vidt som konstateringen af en interessekonflikt ikke hviler på de nævnte funktioner, med hensyn til hvilke det er ubestridt, at de ikke blev udøvet af sagsøgeren.

135 Hvad for det tredje angår sagsøgerens invaliditet skal det bemærkes, at han ikke har afkræftet ansættelsesmyndighedens konstatering af, at denne omstændighed indtrådte, efter at de faktiske omstændigheder, der tilskrives ham, fandt sted. Endvidere har sagsøgeren ikke fremlagt nogen oplysninger, der gør det muligt at anse invaliditeten for en formildende omstændighed ved fastsættelsen af den sanktion, der skal pålægges.

136 Hvad for det fjerde angår sagsøgerens kritik af, at ansættelsesmyndigheden ikke tog hensyn til den forsinkede indledning af den administrative undersøgelse ved afvejningen af sanktionen, er det tilstrækkeligt at konstatere, at dette argument savner grundlag i de faktiske omstændigheder. Det fremgår nemlig af den anfægtede afgørelses punkt 7, at denne forsinkelse netop blev taget i betragtning ved gradueringen af den sanktion, der skulle pålægges.

137 I lyset af ovenstående betragtninger, navnlig henset til konstateringen af, at sagsøgeren i strid med sine forpligtelser i henhold til vedtægten ikke oplyste, at der forelå en potentiel interessekonflikt, og bevidst forfulgte en rent personlig interesse, skal det fastslås, at ansættelsesmyndigheden har godtgjort, at den sanktion, som han er blevet pålagt, er passende og dermed forholdsmæssig.

138 Følgelig skal det fjerde anbringende forkastes.

Anmodningen om vedtagelse af en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse

139 Sagsøgeren har anmodet Retten om at træffe en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 90 og 91 i Rettens procesreglement med henblik på at få aktindsigt i de sagsakter, der omhandler disciplinærsagen vedrørende hans tidligere gruppeleder.

140 Parlamentet har gjort gældende, at denne anmodning ikke kan tages til følge i det væsentlige med den begrundelse, at den ikke vedrører oplysninger, der er relevante for den foreliggende sag.

141 I denne forbindelse skal det erindres, at det tilkommer Retten at afgøre, om det er nødvendigt at gøre brug af sin beføjelse til at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse med henblik på at supplere de oplysninger, som den råder over, idet spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som det alene tilkommer den at foretage (jf. i denne retning dom af 6.12.2023, QI mod Kommissionen, T-807/21 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:786, præmis 176 og den deri nævnte retspraksis).

142 I det foreliggende tilfælde forekommer den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som sagsøgeren har anmodet om, ikke at være nødvendig for at træffe afgørelse i den foreliggende sag.

143 Sagsøgeren har nemlig ikke angivet, hvorfor en eventuel fremlæggelse af de omhandlede dokumenter skulle være begrundet. Den eneste omstændighed, som sagsøgeren har ønsket at godtgøre ved hjælp af de omhandlede dokumenter er, at der angiveligt fandtes fagforeningsmæssige spændinger i forbindelse med valget til personaleudvalget. Imidlertid har denne omstændighed ingen forbindelse med de faktiske omstændigheder, der gav anledning til den anfægtede afgørelse.

144 Anmodningen om en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse skal derfor forkastes.

145 På baggrund af ovenstående betragtninger skal Parlamentet frifindes i det hele.

Sagsomkostninger

146 I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 1, kan Retten imidlertid, når det er påkrævet af rimelighedshensyn, bl.a. beslutte, at en part, der taber sagen, ud over at bære sine egne omkostninger alene skal betale en brøkdel af modpartens omkostninger, eller at parten slet ikke skal afholde disse.

147 I den foreliggende sag har sagsøgeren tabt sagen. Henset til den omstændighed, at Parlamentet indledte den administrative undersøgelse for sent, hvilket har kunnet foranledige sagsøgeren til at anlægge nærværende sag med henblik på at få fastslået denne ulovlighed, finder Retten det imidlertid rimeligt at pålægge Parlamentet at bære sine egne omkostninger og betale halvdelen af de omkostninger, der er afholdt af sagsøgeren.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tiende Afdeling):

1) Europa-Parlamentet frifindes.

2) Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de omkostninger, der er afholdt af IG.

3) IG bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

Kalėda

Kanninen

Verschuur

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. september 2026.

Underskrifter

* Processprog: fransk.