Prehliadač alebo jeho nastavenia nie sú podporované.

Praktik.ai používa moderné webové technológie kvôli bezpečnosti, rýchlosti a spoľahlivému prihlasovaniu. Tento prehliadač ich nepodporuje alebo blokuje JavaScript, preto sa aplikácia nemusí správne načítať.

Aktualizujte prosím Chrome, Edge, Firefox alebo Safari na najnovšiu verziu a stránku potom obnovte.

Ak používate Windows 7, Windows 8 alebo Windows 8.1, Chrome a Edge už nemusia ponúkať novú verziu. V takom prípade použite novšie zariadenie alebo kontaktujte podporu Praktik.ai.

Prohlížeč nebo jeho nastavení nejsou podporované.

Praktik.ai používá moderní webové technologie kvůli bezpečnosti, rychlosti a spolehlivému přihlašování. Tento prohlížeč je nepodporuje nebo blokuje JavaScript, proto se aplikace nemusí správně načíst.

Aktualizujte prosím Chrome, Edge, Firefox nebo Safari na nejnovější verzi a stránku potom obnovte.

Pokud používáte Windows 7, Windows 8 nebo Windows 8.1, Chrome a Edge už nemusí nabízet novou verzi. V takovém případě použijte novější zařízení nebo kontaktujte podporu Praktik.ai.

Your browser or its settings are not supported.

Praktik.ai uses modern web technologies for security, speed, and reliable sign-in. This browser does not support them, or JavaScript is blocked, so the app may not load correctly.

Please update Chrome, Edge, Firefox, or Safari to the latest version and then reload this page.

If you use Windows 7, Windows 8, or Windows 8.1, Chrome and Edge may no longer offer a newer version. In that case, use a newer device or contact Praktik.ai support.

62025TJ0358

Foreløbig udgave

RETTENS DOM (Første Afdeling)

9. september 2026 (*)

I sag T-358/25,

Roman Arkadyevich Abramovich, Nemchinovo (Rusland), ved advokaterne T. Bontinck, S. Bonifassi, J. Goffin, J. Bastien og C. André, og C. Zatschler, SC,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Di Gaetano, M.-C. Cadilhac, L. Berger og J. Rurarz, som befuldmægtigede, bistået af advokat B. Maingain,

sagsøgt,

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, E. Buttigieg, og dommerne M. Kancheva og F. Bestagno (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,

på grundlag af den skriftlige forhandling, herunder:

– stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 26. maj 2025,

– anmodningen om tilpasning, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 25. november 2025,

efter retsmødet den 6. maj 2026,

afsagt følgende

Dom

1 Med søgsmålet har sagsøgeren, Roman Arkadyevich Abramovich, nedlagt påstand dels, i henhold til artikel 263 TEUF, om annullation af for det første Rådets afgørelse (FUSP) 2025/528 af 14. marts 2025 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L, 2025/528), og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2025/527 af 14. marts 2025 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L, 2025/527) (herefter samlet »retsakterne af marts 2025«), og af, for det andet, Rådets afgørelse (FUSP) 2025/1895 af 12. september 2025 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L, 2025/1895), og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2025/1894 af 12. september 2025 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L, 2025/1894) (herefter samlet »retsakterne af september 2025«), for så vidt som disse retsakter (herefter samlet »de anfægtede retsakter«) vedrører sagsøgeren, dels, i henhold til artikel 268 TEUF, om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt som følge af vedtagelsen af disse retsakter.

Tvistens baggrund og de faktiske omstændigheder efter søgsmålets anlæggelse

2 Den foreliggende sag har sin baggrund i de restriktive foranstaltninger, som Den Europæiske Union har vedtaget over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

3 Sagsøgeren er en statsborger af russisk, israelsk og portugisisk nationalitet.

4 Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 17. marts 2014 på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 16). Samme dag vedtog Rådet på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 6).

5 Den 25. februar 2022 vedtog Rådet i betragtning af den alvorlige situation i Ukraine dels afgørelse (FUSP) 2022/329 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2022, L 50, s. 1), dels forordning (EU) 2022/330 om ændring af forordning nr. 269/2014 (EUT 2022, L 51, s. 1), med henblik på bl.a. at ændre de kriterier, hvorefter fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer kunne være omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger.

6 Artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145, som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2022/329, fastsatte, at alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af fremtrædende erhvervsfolk eller juridiske personer, enheder eller organer, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af det østlige Ukraine,« indefryses [herefter »det oprindelige kriterium g)«].

7 De nærmere bestemmelser om denne indefrysning af pengemidler var fastsat i de følgende stykker i artikel 2, i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329.

8 Artikel 1, stk. 1, litra b) og e), i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, forbød indrejse i eller transit gennem medlemsstaternes område for fysiske personer, der opfyldte kriterier, der i det væsentlige var identiske med dem, der var fastsat i samme afgørelses artikel 2, stk. 1, litra g).

9 Forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning 2022/330, foreskrev vedtagelse af foranstaltninger om indefrysning af midler og fastlagde fremgangsmåden for denne indefrysning på en måde, der navnlig var identisk med ordlyden af afgørelse 2014/145, som ændret. Denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra g), gentog således i det væsentlige indholdet af den nævnte afgørelses artikel 2, stk. 1, litra g).

Oprindelig opførelse og opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 15. september 2023

10 Den 15. marts 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/429 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2022, L 87 I, s. 44) og gennemførelsesforordning (EU) 2022/427 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 (EUT 2022, L 87 I, s. 1).

11 Ved disse retsakter blev sagsøgerens navn føjet henholdsvis til listen i bilaget til afgørelse 2014/145, som ændret, under nr. 879 og under samme nummer til listen i bilag I til forordning nr. 269/2014, som ændret (herefter »de omtvistede lister«).

12 Ved Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1530 af 14. september 2022 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2022, L 239, s. 149) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/1529 af 14. september 2022 om gennemførelse af forordning nr. 269/2014 (EUT 2022, L 239, s. 1) samt ved Rådets afgørelse (FUSP) 2023/572 af 13. marts 2023 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2023, L 75 I, s. 134) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/571 af 13. marts 2023 om gennemførelse af forordning nr. 269/2014 (EUT 2023, L 75 I, s. 1) opretholdt Rådet sagsøgerens navn på de omtvistede lister. Ved Rådets afgørelse (FUSP) 2023/811 af 13. april 2023 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2023, L 101, s. 67) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/806 af 13. april 2023 om gennemførelse af forordning nr. 269/2014 (EUT 2023, L 101, s. 1) foretog Rådet en ændring i visse sprogversioner af begrundelsen vedrørende sagsøgeren og i afsnittet med overskriften »Identificerende oplysninger«, der vedrørte ham.

13 Ved dom af 20. december 2023, Abramovich mod Rådet (T-313/22, under appel, EU:T:2023:830), frifandt Retten Rådet i et søgsmål med påstand dels om annullation af de retsakter, der er nævnt i præmis 10-12 ovenfor, dels om erstatning for den skade, som sagsøgeren angiveligt havde lidt.

Ændring af kriterierne for opførelse på de omtvistede lister

14 Den 5. juni 2023 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2023/1094 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2023, L 146, s. 20) og forordning (EU) 2023/1089 om ændring af forordning nr. 269/2014 (EUT 2023, L 146, s. 1).

15 Artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2023/1094, fastsatte, at alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af »fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, og deres nærmeste familiemedlemmer eller andre fysiske personer, der drager fordel af dem, eller erhvervsfolk, juridiske personer, enheder eller organer involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine« indefryses [herefter »kriterium g), som ændret«].

16 Kriterium g), som ændret, blev på tilsvarende vis indsat i forordning nr. 269/2014 ved forordning 2023/1089.

Opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 15. marts 2025

17 Den 13. september 2023 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2023/1767 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2023, L 226, s. 104) og gennemførelsesforordning (EU) 2023/1765 om gennemførelse af forordning nr. 269/2014 (EUT 2023, L 226, s. 3) og forlængede de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren indtil den 15. marts 2024 med følgende begrundelse:

»[Sagsøgeren] er en fremtrædende russisk forretningsperson, som længe har haft tætte forbindelser til præsidenten for Den Russiske Føderation, Vladimir Putin. Han har haft privilegeret adgang til præsidenten og opretholdt meget gode forbindelser med ham. Denne forbindelse med den russiske leder har hjulpet ham med at bevare sin betydelige rigdom. Han er storaktionær i stålkoncernen Evraz, som er en af Ruslands største skatteydere.

Han har derfor draget fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim eller destabiliseringen af det østlige Ukraine. Han er også en fremtrædende forretningsperson, der driver virksomhed i Rusland, og en forretningsperson, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.«

18 Den 12. marts 2024 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2024/847 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT L, 2024/847) og gennemførelsesforordning (EU) 2024/849 om gennemførelse af forordning nr. 269/2014 (EUT L, 2024/849) og forlængede de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren indtil den 15. september 2024 uden at ændre den begrundelse, der er anført i præmis 17 ovenfor.

19 Endelig vedtog Rådet den 12. september 2024 afgørelse (FUSP) 2024/2456 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT L, 2024/2456) og gennemførelsesforordning (EU) 2024/2455 om gennemførelse af forordning nr. 269/2014 (EUT L, 2024/2455) og forlængede de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren indtil den 15. marts 2025 uden at ændre den begrundelse, der er anført i præmis 17 ovenfor.

20 Ved dom af 10. september 2025, Abramovich mod Rådet (T-1105/23, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:830), frifandt Retten Rådet i et søgsmål med påstand dels om annullation af de retsakter, der er nævnt i præmis 17-19 ovenfor, dels om erstatning for den skade, som sagsøgeren angiveligt havde lidt.

Opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 15. september 2025

21 Den 1. november 2024 indgav sagsøgeren en anmodning til Rådet om, at opførelsen af hans navn på de omtvistede lister blev taget op til fornyet gennemgang.

22 Ved skrivelse af 27. januar 2025 meddelte Rådet sagsøgeren, at det havde til hensigt at opretholde hans navn på de omtvistede lister, og tilsendte ham bevismaterialet med referencen WK 857/25 INIT (herefter »WK 857/25 INIT-materialet«).

23 Ved skrivelse af 9. februar 2025 fremsendte sagsøgeren sine bemærkninger til Rådet. I denne skrivelse gjorde han gældende, at kun fire af de syv dokumenter, som Rådet havde fremlagt, vedrørte ham, og at disse under alle omstændigheder var yderst generiske, upræcise og forældede og derfor ikke kunne udgøre grundlaget for en forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for ham.

24 Den 14. marts 2025 vedtog Rådet retsakterne af marts 2025, hvorved de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren blev forlænget indtil den 15. september 2025 med følgende begrundelse:

»[Sagsøgeren] er en fremtrædende russisk forretningsperson, som længe har haft tætte forbindelser til præsidenten for Den Russiske Føderation, Vladimir Putin. Han har haft privilegeret adgang til præsidenten og opretholdt meget gode forbindelser med ham. Denne forbindelse med den russiske leder har hjulpet ham med at bevare sin betydelige rigdom. Han er storaktionær i stålkoncernen Evraz, som er en af Ruslands største skatteydere. [Sagsøgeren] er også aktionær i den russiske virksomhed Norilsk Nickel, som er en af verdens største producenter af palladium og en stor virksomhed inden for raffineret nikkel i minesektoren, som giver betydelige indtægter til den russiske regering. Han er derfor en fremtrædende forretningsperson, der driver virksomhed i Rusland, og en forretningsperson, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.«

25 Kriterium g), som ændret, omfatter både »fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland« [herefter »første led af kriterium g), som ændret«] og »erhvervsfolk involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine« [herefter »tredje led af kriterium g), som ændret«]

26 Ved skrivelse af 17. marts 2025 besvarede Rådet sagsøgerens anmodning om fornyet gennemgang af 1. november 2024 og hans skrivelse af 9. februar 2025 og meddelte ham, at de restriktive foranstaltninger over for ham var blevet opretholdt.

Opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 15. marts 2026

27 Den 12. september 2025 vedtog Rådet retsakterne af september 2025, hvorved de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren blev forlænget indtil den 15. marts 2026, uden at ændre den begrundelse, der er gengivet i præmis 24 ovenfor.

28 Ved skrivelse af 15. september 2025 underrettede Rådet sagsøgeren om forlængelsen af de restriktive foranstaltninger ved retsakterne af september 2025.

29 Ved skrivelse af 20. oktober 2025 anmodede sagsøgeren Rådet om at fremsende de dokumenter, som det havde lagt til grund for vedtagelsen af retsakterne af september 2025 i forhold til ham. Rådet svarede ved skrivelse af 13. november 2025 sagsøgeren, at samtlige dokumenter allerede var blevet fremsendt til ham.

30 Den 10. november 2025 indgav sagsøgeren en anmodning til Rådet om, at opførelsen af hans navn på de omtvistede lister blev taget op til fornyet gennemgang.

Parternes påstande

31 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

– De anfægtede retsakter annulleres.

– Rådet tilpligtes at betale sagsøgeren en foreløbig erstatning på 1 000 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt.

– Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

32 Rådet har nedlagt følgende påstande:

– Frifindelse.

– Subsidiært, i tilfælde af annullation af de anfægtede retsakter, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, opretholdes virkningerne af afgørelse 2025/528 og 2025/1895, indtil den delvise annullation af gennemførelsesforordning 2025/527 og 2025/1894 får virkning.

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Retlige bemærkninger

33 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren, for så vidt som han har nedlagt påstand om annullation af de anfægtede retsakter, formelt fremsat seks anbringender vedrørende for det første tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, for det andet ulovlighedsindsigelser vedrørende første og tredje led af kriterium g), som ændret, for det tredje tilsidesættelse af den menneskelige værdighed, for det fjerde urigtigt skøn, for det femte tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og for det sjette ulovligheden af artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/145 og tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, der følger af hans status som unionsborger. Sagsøgeren er ligeledes af den opfattelse, at han har lidt en ikke-økonomisk skade som følge af den skade, som vedtagelsen af de anfægtede retsakter har forårsaget, for hvilken han har nedlagt påstand om erstatning.

Annullationspåstandene

Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

34 Sagsøgeren har foreholdt Rådet, at det ikke har overholdt de interne procedureregler vedrørende vedtagelsen af de anfægtede retsakter, som identificerer ham som det eneste organ, der har beføjelse til at træffe beslutninger, idet det ikke kan delegere sin beslutningskompetence til andre organer, såsom De Faste Repræsentanters Komité (Coreper), eller til andre arbejdsgrupper, der er nedsat inden for Rådet, såsom Gruppen vedrørende Østeuropa og Centralasien (COEST) og Gruppen af Råder vedrørende Eksterne Forbindelser (RELEX).

35 I denne henseende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at undersøgelsen af de bemærkninger, der er indgivet til Rådet, og analysen af bevismaterialet i strid med princippet om institutionel ligevægt i artikel 240 TEUF og artikel 14 i forordning nr. 269/2014, som ændret, ikke foretages af Rådet selv. I de fleste tilfælde vedtager Rådet nemlig restriktive foranstaltninger uden forudgående drøftelse, idet det påberåber sig beslutningsmetoderne i form af såkaldte A-punkter, der vedtages uden debat. Det er således dets forberedende organer, der de facto udøver dets beslutningsbeføjelser.

36 Ifølge sagsøgeren henhører vedtagelsen af retsakter om restriktive foranstaltninger alene under Rådets kompetence, hvorved Rådet var forpligtet til selv at undersøge de faktiske omstændigheder og de beviser, der lå til grund for opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister. Det samme gælder skrivelserne som svar på de bemærkninger, der blev fremsat af de personer, hvis navne er opført på disse lister, eftersom disse skrivelser er udarbejdet af COEST-gruppen og RELEX-gruppen og fastlægges under ét af Coreper. I praksis foretager Rådet ikke selv en detaljeret undersøgelse af de enkelte sager, men stemmer snarere om det udkast til retsakt, som Coreper har forelagt det, efter en grundig undersøgelse, der udelukkende er foretaget af de forberedende organer.

37 I sin replik har sagsøgeren gjort gældende, at det fremgår af de af Rådet fremlagte bilag, at det ikke undersøgte bevismaterialet og de bemærkninger, der blev fremsat af de personer, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger. Hvad nærmere bestemt angår RELEX-gruppen fremgår det af sagsakterne, at der ikke blev foretaget nogen vurdering af de individuelle situationer, herunder sagsøgerens, på mødet den 3. marts 2025. Det samme gør sig gældende for så vidt angår Coreper, eftersom det ikke fremgår af sagsakterne, at det behandlede de nævnte dokumenter inden for rammerne af en skriftlig procedure. Hvad endelig angår Rådets medlemmer har sagsøgeren gjort gældende, at de stod over for valget om enten at stemme for en samlet opretholdelse af navnene på de personer og enheder, der var omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, således som den var blevet besluttet af de forberedende organer, eller at afvise denne i sin helhed eller at afholde sig fra at stemme, uden at der havde fundet en drøftelse eller en undersøgelse af de berørte personers og enheders individuelle situation sted.

38 De anfægtede retsakter er i sidste ende behæftet med en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, for så vidt som Rådet ikke udøvede sin skøns- og beslutningsbeføjelse med hensyn til opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister, med fuldt kendskab til omstændighederne og på en måde, der var i overensstemmelse med kravene i traktaterne og i den gældende lovgivning.

39 Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

40 Indledningsvis bemærkes, at artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 269/2014, som ændret, bestemmer, at »[f]remsættes der bemærkninger eller forelægges der væsentlig ny dokumentation, tager Rådet sin afgørelse op til fornyet overvejelse og underretter den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet herom«.

41 Det fremgår af artikel 16, stk. 7, TEU og artikel 240, stk. 1, TEUF, at Coreper er »ansvarlig for at forberede Rådets arbejde«. I artikel 240, stk. 1, TEUF præciseres det ligeledes, at Coreper er »ansvarlig for at forberede Rådets arbejde og udføre de hverv, der tildeles den af Rådet« og at Coreper »kan vedtage procedureafgørelser i de tilfælde, der er nævnt i Rådets forretningsorden«.

42 Artikel 240, stk. 1, TEUF er gentaget i artikel 19, stk. 1, i Rådets forretningsorden, der blev vedtaget ved Rådets afgørelse af 1. december 2009 (EUT 2009, L 325, s. 35, herefter »Rådets forretningsorden«).

43 Artikel 19, stk. 2 og 3, i Rådets forretningsorden bestemmer således følgende:

»2. Samtlige punkter på dagsordenen for en samling i Rådet behandles først af Coreper, medmindre denne træffer anden bestemmelse. Coreper søger på sit eget niveau at tilvejebringe en løsning, som forelægges Rådet til vedtagelse. Coreper sørger for, at sagerne forelægges Rådet i en passende form, og forelægger det eventuelt indstillinger, løsningsmuligheder eller løsningsforslag. I hastesager kan Rådet med enstemmighed beslutte at behandle et spørgsmål, uden at en sådan forudgående behandling har fundet sted.

3. Komitéer, udvalg eller arbejdsgrupper kan nedsættes af Coreper eller med Corepers billigelse med henblik på udførelse af bestemte, på forhånd fastlagte forberedende opgaver eller undersøgelser.

[…]«

44 I Rådet har eksperter fra hver medlemsstat i arbejdsgrupper såsom COEST-gruppen eller RELEX-gruppen til opgave at udføre det forberedende arbejde med henblik på Rådets samlinger og er Rådets forberedende organ, således som det fremgår af artikel 19, stk. 3, i Rådets forretningsorden (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 187). I denne henseende skal i øvrigt dels bemærkes, at medlemmerne af de nævnte arbejdsgrupper har et mandat for de medlemsstater, de repræsenterer, og at de under drøftelserne om et givet forslag udtrykker deres medlemsstats holdning i Rådet, dels, at selv om arbejdsgrupperne ikke er beføjet til at vedtage denne institutions endelige holdning, indgår deres arbejde i den normale lovgivnings- og beslutningsproces (jf. i denne retning dom af 25.1.2023, De Capitani mod Rådet, T-163/21, EU:T:2023:15, præmis 95).

45 I forbindelse med den beslutningsproces, der kendetegner forlængelsen af de restriktive foranstaltninger, analyserer medlemmerne af disse arbejdsgrupper således dokumenterne vedrørende opretholdelsen af en persons navn på listerne over personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, og navnlig de bemærkninger og beviser, som en sådan person har fremlagt, med henblik på at efterprøve dennes situation og fremlægge de oplysninger for Rådet, der gør det muligt for det at træffe afgørelse om den nævnte opretholdelse. Resultatet af denne analyse forelægges Coreper, og Rådet fastlægger på dette grundlag sin endelige holdning ved at vedtage de relevante retsakter enten på en af sine samlinger eller ved skriftlig procedure i overensstemmelse med artikel 12 i Rådets forretningsorden. Den omstændighed, at arbejdsgrupper bestående af eksperter fra medlemsstaterne med deltagelse af repræsentanter for Den Juridiske Tjeneste og Generalsekretariatet for Rådet har været involveret i den beslutningsproces, der gik forud for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, kan på ingen måde anses for at være en uddelegering af beslutningskompetencen fra Rådet til de forberedende organer, der er oprettet i Rådet, eller til Coreper (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 187).

46 Som Rådet har præciseret i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten, interagerer medlemsstaternes delegationer i de ovennævnte arbejdsgrupper i øvrigt med henblik på at kunne udtrykke deres respektive regeringers holdning med de kompetente nationale ministerier, der som hovedregel giver dem de anvisninger, der skal følges under afstemningen. Medlemsstaternes regeringer kan således skridt for skridt følge processen med udarbejdelse af udkast til retsakter, der efterfølgende vedtages af Rådet. Rådet formaliserer blot medlemsstaternes fælles holdning, som er resultatet af en beslutningsproces baseret på det lange forberedende arbejde, som medlemsstaternes regeringer deltager i gennem deres delegationer.

47 I lyset af ovenstående betragtninger kan artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 269/2014, som ændret, kun henvise til Rådet som institution, hvis funktion konkret sikres ved deltagelse i beslutningsprocessen af forberedende organer, såsom grupperne COEST og RELEX og Coreper, og ikke til Rådet i dets ministerielle sammensætning, således som sagsøgeren har gjort gældende. Den omstændighed, at disse organer deltager i den fornyede gennemgang af de omhandlede restriktive foranstaltninger med henblik på at lette Rådets endelige beslutningstagning, navnlig for så vidt angår de personer, hvis navn skal opretholdes på de omtvistede lister, betyder følgelig ikke, at Rådet giver afkald på sin beslutningskompetence eller uddelegerer den til et af sine forberedende organer.

48 Enhver anden løsning ville ikke blot være i strid med Rådets forretningsorden, men ligeledes med de bestemmelser i den primære ret, der i artikel 29 TEU fastsætter, at »Rådet vedtager afgørelser, der fastlægger Unionens tilgang til et bestemt spørgsmål af geografisk eller tematisk karakter«, og i artikel 215, stk. 2, TEUF, at »[s]åfremt en afgørelse, der er vedtaget på grundlag af kapitel 2 i afsnit V i [EU-traktaten], giver mulighed herfor, kan Rådet efter proceduren i stk. 1 vedtage restriktive foranstaltninger over for fysiske og juridiske personer, grupper eller ikke-statslige enheder« (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 187).

49 I det foreliggende tilfælde fremgår det af visse bilag, som Rådet har fremlagt, at udkastene til retsakter og underretningsskrivelser, der bl.a. indeholdt udførlige svar på de bemærkninger, som de personer og enheder, der var berørt af de omhandlede restriktive foranstaltninger, havde fremsat, blev behandlet af Coreper i forbindelse med et punkt med drøftelse på møderne den 12. og 13. marts 2025 for så vidt angår retsakterne af marts 2025 og på møderne den 10. og 12. september 2025 for så vidt angår retsakterne af september 2025. Det fremgår ligeledes af disse bilag, at de anfægtede retsakter formelt blev vedtaget, og at underretningsskrivelserne formelt blev godkendt af Rådet ved den skriftlige procedure i henhold til artikel 12, stk. 1, første afsnit, i Rådets forretningsorden.

50 I denne henseende bemærkes, at det fremgår af bilag B.9, B.10, F.20 og F.22, som Rådet har fremlagt, vedrørende henholdsvis retsakterne af marts og retsakterne af september 2025, at disse retsakter blev vedtaget efter en skriftlig procedure. Anvendelsen af en sådan procedure, som sagsøgeren i øvrigt ikke har anfægtet, var imidlertid ikke til hinder for, at et eller flere medlemmer af Rådet kunne modsætte sig vedtagelsen af de retsakter, der var genstand for denne procedure, hvorfor anvendelsen af den skriftlige procedure ikke kan anses for en uddelegering af Rådets beføjelser til at vedtage de omhandlede retsakter til dets forberedende organer. Som Rådet har forklaret i sine skriftlige indlæg og i retsmødet, tilslutter det sig og godkender, når det vedtager en retsakt som A-punkt, på samme måde de analyser og vurderinger, som dets forberedende organer har foretaget, og som har gjort det muligt at fjerne alle diskussionspunkter mellem medlemsstaterne. I sådanne tilfælde kan Corepers godkendelser således altid drages i tvivl af Rådet, som har den endelige beslutningskompetence.

51 Den omstændighed, at sagsøgerens bemærkninger og de dokumenter, som han fremlagde, blev fremsendt til COEST-gruppen og RELEX-gruppen, viser følgelig, at Rådet handlede i overensstemmelse med de interne procedurer, der regulerer dets beslutningsproces (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 188). Det ændrer dog ikke på, at det var Rådet, der vedtog de anfægtede retsakter og godkendte underretningsskrivelserne, og at det i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, på ingen måde uddelegerede sin beslutningskompetence. Sagsøgerens argumenter om tilsidesættelse af princippet om institutionel ligevægt, af artikel 240 TEUF og af artikel 14 i forordning nr. 269/2014, som ændret, skal derfor forkastes.

52 Denne konklusion kan ikke anfægtes af sagsøgerens øvrige argumenter.

53 Hvad for det første angår argumentet om, at Rådet ikke har godtgjort, at det tog hensyn til bevismaterialet vedrørende sagsøgeren på noget tidspunkt i de procedurer, der førte til vedtagelsen af henholdsvis retsakterne af marts og retsakterne af september 2025, skal det bemærkes, at sådanne dokumenter, således som Rådet har fremhævet i sine skriftlige indlæg og i retsmødet, uden at være blevet modsagt af sagsøgeren, blev delt med alle delegationerne, såvel med eksperterne som med ministrene, via en portal, hvilket gjorde det muligt for dem at få kendskab hertil og træffe informerede afgørelser i Rådet.

54 Hvad for det andet angår argumenterne vedrørende mødet i RELEX-gruppen den 3. marts 2025 skal det i lighed med det af Rådet anførte bemærkes, at det sidste bevismateriale vedrørende sagsøgeren var blevet fremsendt til delegationerne den 22. januar 2025, således som det fremgår af forsiden af WK 857/25 INIT-materialet, hvorfor den omstændighed, at dagsordenen for det nævnte møde ikke nævnte dette, ikke beviser, at der ikke blev foretaget nogen vurdering af sagsøgerens individuelle situation. Som Rådet har fremhævet, kan mødets varighed heller ikke bevise en sådan omstændighed, eftersom møderne i de forberedende organer og i Rådet selv forberedes på forhånd af hver enkelt delegation, som gennemgår alle relevante dokumenter, således at den tid, der bruges på en drøftelse i en arbejdsgruppe, ikke kan være repræsentativ for den tid, som hver enkelt delegation faktisk har brugt på forberedelsen af mødet.

55 Hvad for det tredje angår argumenterne vedrørende møderne i Coreper den 12. og den 13. marts 2025 skal det i lighed med det af Rådet anførte bemærkes, at selv om det er korrekt, at kun de retsakter, som Coreper blev anmodet om at godkende, var på dagsordenen for de nævnte møder, forholder det sig ikke desto mindre således, at alle faste repræsentanter, således som det er præciseret i præmis 53 ovenfor, havde adgang til bevismaterialet via ovennævnte portal, således at de kunne tage hensyn hertil ved behandlingen af udkastene til de anfægtede retsakter. I øvrigt udgjorde bevismaterialet det underliggende faktuelle grundlag for de udkast til retsakter, der blev forelagt Coreper, og var ikke dokumenter, som Coreper blev anmodet om at godkende.

56 Sådanne betragtninger gælder ligeledes for så vidt angår de tilsvarende argumenter, som sagsøgeren har fremført vedrørende vedtagelsen af de anfægtede retsakter. Hvad i øvrigt angår argumentet om, at Rådet ikke havde tilstrækkelig tid til at undersøge hver enkelt berørt persons og enheds individuelle situation, skal det bemærkes, at Rådet kan støtte sig på den analyse, der er foretaget af dets forberedende organer, som i det foreliggende tilfælde for så vidt angår retsakterne af marts 2025 blev foretaget på fem møder i COEST-gruppen, et møde i RELEX-gruppen og tre møder i Coreper og for så vidt angår retsakterne af september 2025 på syv møder i COEST-gruppen, et møde i RELEX-gruppen og to møder i Coreper, idet medlemmerne af disse organer handler efter instruks fra regeringerne i de medlemsstater, de repræsenterer.

57 Hvad for det fjerde angår argumentet om, at Rådets medlemmer under omstændighederne i den foreliggende sag kun kunne vedtage foranstaltningerne samlet i stedet for at foretage en individuel undersøgelse af situationen for hver enkelt af de omhandlede personer eller enheder, selv om de restriktive foranstaltninger udgør individuelle afgørelser, forholder det sig ikke desto mindre således, at de er vedtaget som en enkelt retsakt, hvorved der foretages de nødvendige ændringer af enten afgørelsen eller Rådets forordning, idet disse retsakter både udgør almengyldige retsakter og en række individuelle afgørelser.

58 I øvrigt tilkommer det, således som det er anført i præmis 45 ovenfor, for det første de kompetente arbejdsgrupper at undersøge situationen for hver enkelt person eller enhed, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, og at træffe afgørelse om opretholdelsen af sådanne foranstaltninger over for den pågældende, således at Rådet ved vedtagelsen af de retsakter, hvis udkast forelægges det, ved afslutningen af proceduren for fornyet gennemgang af de omhandlede restriktive foranstaltninger tilslutter sig og godkender de analyser og vurderinger, der er foretaget af dets forberedende organer, herunder analysen af hver enkelt persons eller enheds individuelle situation.

59 Endelig skal det i lighed med det af Rådet anførte bemærkes, at i en sammenhæng som den foreliggende, hvor Rådet regelmæssigt skal undersøge den individuelle situation for ca. 2 500 personer og enheder, skal det nødvendigvis støtte sig på arbejdet i dets forberedende organer, samtidig med at det forbliver det eneste organ, der har beslutningskompetence.

60 På baggrund af det ovenstående skal det første anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter forkastes.

Det andet anbringende om ulovlighedsindsigelser vedrørende første og tredje led af kriterium g), som ændret

61 Sagsøgeren har på grundlag af artikel 277 TEUF fremsat en ulovlighedsindsigelse mod første og tredje led af kriterium g), som ændret.

62 Hvad for det første angår bl.a. første led af kriterium g), som ændret, har sagsøgeren foreholdt Rådet, at det har indført et system med formodning om indbyrdes afhængighed mellem »fremtrædende erhvervsfolk« og den russiske regering. I modsætning til de restriktive foranstaltninger over for det syriske regime er erhvervsfolk i det foreliggende tilfælde ikke omfattet på grund af deres konkrete handlinger eller deres personlige forbindelse til den situation, der bekæmpes, men som indirekte midler til at lægge pres på den russiske regering. En sådan formodning er i strid med EU-retten, eftersom der ikke foretages en vurdering fra sag til sag af, om der foreligger et afhængighedsforhold, eller af de berørte fysiske personers reelle evne til at påvirke den nævnte regerings politik.

63 I denne henseende har sagsøgeren ligeledes kritiseret den udvidelse af anvendelsen af kriterium g), som ændret, der fandt sted ved Rådets afgørelse (FUSP) 2025/904 af 13. maj 2025 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT L, 2025/904) og Rådets forordning (EU) 2025/903 af 13. maj 2025 om ændring af forordning nr. 269/2014 (EUT L, 2025/903), for så vidt som Rådet fastsatte, at den overførsel af ejerskab, kontrol eller økonomiske fordele i forbindelse med kommercielle interesser, som foretages af fremtrædende erhvervsfolk, der er udpeget fra den 24. februar 2022, principielt ikke gør det muligt at godtgøre, at disse personer ikke længere opfylder kriterium g), som ændret, medmindre tilstrækkelige, nylige og pålidelige oplysninger påviser det modsatte. Ifølge sagsøgeren bekræfter en sådan udvidelse, at formodningen er uafkræftelig som følge af dette kriterium, og vender med urette bevisbyrden.

64 For det andet har sagsøgeren anført, at proportionalitetsprincippet kræver, at de foranstaltninger, som Unionen vedtager, skal være egnede til at nå legitime mål og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt, navnlig når de griber ind i de rettigheder og friheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Rådet er således ikke blot forpligtet til at foretage en fornyet gennemgang af de individuelle opførelsesgrunde, men også til en samlet vurdering af den valgte tilgang og de anvendte kriterier med henblik på i overensstemmelse med den forpligtelse til løbende overvågning, der er fastsat i afgørelse 2014/145, at efterprøve, om de restriktive foranstaltninger faktisk gør det muligt at nå deres mål. Fraværet af enhver form for overvågning eller konsekvensanalyse viser, at kriterium g), som ændret, ikke opfylder disse krav om proportionalitet.

65 Eftersom kriterium g), som ændret, ikke længere har til formål at begrænse den russiske regerings indtægter, således som det var tilfældet med det oprindelige kriterium g), men snarere at tilskynde fremtrædende erhvervsfolk til at lægge pres på den nævnte regering med henblik på, at den ændrer sin politik over for Ukraine, bør de omhandlede restriktive foranstaltninger kun vedrøre personer, der har en reel indflydelse på den nævnte regering, og ikke blot personer, der spiller en betydelig rolle i en økonomisk sektor. En passiv minoritetsandel i et selskab er ikke tilstrækkelig til at godtgøre en sådan indflydelse.

66 I denne henseende har sagsøgeren ligeledes henvist til generaladvokat Medinas forslag til afgørelse Pumpyanskiy mod Rådet (C-696/23 P, EU:C:2025:409), Khudabudyan mod Rådet (C-704/23 P, EU:C:2025:410), Rashnikov mod Rådet (C-711/23 P, EU:C:2025:411) og Mazepin mod Rådet (C-35/24 P, EU:C:2025:412), hvorefter den pågældende person for at kunne kvalificeres som fremtrædende erhvervsperson skal udøve en økonomisk aktivitet i et selskab, som vedkommende ejer eller spiller en vigtig rolle i.

67 Det samme gør sig gældende for så vidt angår det mål, som forfølges med tredje led af kriterium g), som ændret, der i modsætning til dette kriteriums første led fortsat er rettet mod det generelle mål om at lægge maksimalt pres på Den Russiske Føderation ved at øge omkostningerne ved dens handlinger. I denne henseende har sagsøgeren på ny henvist til generaladvokat Medinas forslag til afgørelse, der er nævnt i præmis 66 ovenfor, hvoraf det fremgår, at Rådet for at anvende det nævnte led skal godtgøre, at den pågældende person i det mindste kan anses for en meget vigtig erhvervsperson i den sektor, hvori vedkommende er involveret, og således kan udøve en indflydelse inden for denne. I praksis, og navnlig for så vidt angår sagsøgeren, har Rådet imidlertid ikke forsøgt at godtgøre en sådan økonomisk betydning, idet det har begrænset sig til at påberåbe sig, at der foreligger en andel, selv en minoritetsandel, i et selskab, der er aktivt i en sektor, som giver regeringen for Den Russiske Føderation betydelige indtægter. I mangel af en konkret påvisning af denne betydning er anvendelsen af tredje led af kriterium g), som ændret, ikke egnet til at nå det forfulgte mål, således at det også er uforholdsmæssigt og ulovligt.

68 Desuden har Rådet ikke godtgjort, at Evraz plc indtager en særlig vigtig stilling i en sektor, der giver regeringen for Den Russiske Føderation betydelige indtægter. Under disse omstændigheder har Rådet i praksis fastslået, at et selskab tilhører en bestemt økonomisk sektor, uden at foretage en analyse af de konkrete faktorer for indflydelse. Ifølge sagsøgeren fører en sådan tilgang til en sammenblanding af første og tredje led af kriterium g), som ændret, ved at inkorporere kriteriet om »fremtrædende erhvervsfolk« i kriteriet om den økonomiske sektor, hvilket er i strid med de mål, der blev fastsat i forbindelse med udvidelsen af anvendelsesområdet for det oprindelige kriterium g).

69 For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at kriterium g), som ændret, ligeledes er ulovligt henset til retssikkerhedsprincippet, eftersom det hverken er tilstrækkeligt klart eller forudsigeligt, hverken hvad angår dets anvendelsesområde eller med hensyn til de betingelser, der gør det muligt at fjerne en persons navn fra de omtvistede lister. I denne henseende sagsøgeren bl.a. fremhævet den betydelige forskel mellem det store antal personer, der kan være omfattet af dette kriterium, og det begrænsede antal personer, hvis navne faktisk er opført på de omtvistede lister, hvilket gør anvendelsen af dette kriterium uforudsigelig og vilkårlig. Valget af de personer, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger i henhold til kriterium g), som ændret, hviler i det væsentlige på deres mediesynlighed og på oplysninger fra åbne kilder, uden at der er foretaget en fuldstændig og objektiv analyse af det pågældende økonomiske miljø.

70 Endelig er sagsøgeren i modsætning til de krav, der følger af retsstatsprincippet, af den opfattelse, at målretningen mod fysiske personer alene på grund af deres økonomiske status, uafhængigt af enhver personlig adfærd, rejser tvivl om de omhandlede restriktive foranstaltningers midlertidige og reversible karakter.

71 Sagsøgeren er alt i alt af den opfattelse, at kriterium g), som ændret, for så vidt angår første og tredje led er ulovligt og bør erklæres uanvendeligt i forhold til ham.

72 Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

73 Ifølge artikel 277 TEUF kan hver part i en retstvist, der angår en almengyldig retsakt vedtaget af en institution, et organ, et kontor eller et agentur under Unionen, over for Unionens retsinstanser påberåbe sig de i artikel 263, stk. 2, TEUF nævnte grunde og gøre gældende, at retsakten ikke kan finde anvendelse.

74 Artikel 277 TEUF er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag, med henblik på at opnå annullation af en retsakt, som vedkommende kan indbringe en klage over, er berettiget til at anfægte gyldigheden af de almengyldige retsakter, som ligger til grund for en sådan afgørelse, også selv om parten ikke var beføjet til i medfør af artikel 263 TEUF at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af disse retsakter, hvis virkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at påstå dem annulleret. Den generelle retsakt, hvis ulovlighed påberåbes, skal finde direkte eller indirekte anvendelse på den sag, der er genstand for søgsmålet, og der skal være en direkte retlig forbindelse mellem den anfægtede retsakt og den generelle retsakt, hvis lovlighed anfægtes (jf. dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

75 Ifølge fast praksis skal Unionens retsinstanser i overensstemmelse med de kompetencer, som er blevet tildelt dem i medfør af traktaten, sikre en – principielt fuldstændig – legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af EU-rettens almindelige retsgrundsætninger. Dette krav er udtrykkeligt sikret ved artikel 275, stk. 2, TEUF (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

76 Rådet har imidlertid et vidt skøn med hensyn til den generelle og abstrakte fastsættelse af kriterierne for opførelse på listerne over personer, der er genstand for restriktive foranstaltninger, og af fremgangsmåden for vedtagelse af de pågældende foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-605/13 P, EU:C:2015:248, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig er de almengyldige regler, der fastsætter disse kriterier og fremgangsmåder, såsom de bestemmelser i de anfægtede retsakter, der fastsætter det kriterium, som ulovlighedsindsigelsen vedrører, underlagt en begrænset domstolsprøvelse, der begrænser sig til en efterprøvelse af, om reglerne for proceduren og om angivelse af en begrundelse er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger en retlig fejl, og af, at Rådet ikke åbenbart har overskredet grænserne for sin skønsmargen, samt af, at der ikke er begået magtfordrejning (jf. dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

77 Det er i lyset af disse betragtninger, at lovligheden af første og tredje led af kriterium g), som ændret, vil blive analyseret.

78 Inden de tre led, som dette anbringende er baseret på, undersøges, skal det bemærkes, at sagsøgeren i sin argumentation flere gange har sammenblandet klagepunkterne om ulovligheden af første og tredje led af kriterium g), som ændret, med klagepunkterne vedrørende anvendelsen af de samme led på hans individuelle situation. Retten vil derfor inden for rammerne af dette anbringende begrænse sig til kun at besvare de argumenter, der tilsigter at godtgøre ulovligheden af første og tredje led af kriterium g), som ændret, i forhold til artikel 277 TEUF. De øvrige argumenter, som overlapper dem, der er fremført til støtte for det fjerde og det femte anbringende, vil blive behandlet i forbindelse med bedømmelsen af disse anbringender.

– Det første led om, at Rådet med urette har indført en uafkræftelig formodning for et indbyrdes afhængighedsforholdmellem »fremtrædende erhvervsfolk« og den russiske regering

79 Indledningsvis bemærkes, at det oprindelige kriterium g) før vedtagelsen af kriterium g), som ændret, udelukkende omfattede »fremtrædende erhvervsfolk [...], der er involveret i økonomiske sektorer, der [udgjorde] en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering« (jf. præmis 6 ovenfor). Den ændring, der blev foretaget af dette kriterium ved afgørelse 2023/1094, udvidede dets anvendelsesområde til at omfatte »fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland« og »erhvervsfolk involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering« (jf. præmis 15 ovenfor).

80 Det skal i denne henseende bemærkes, at første led af kriterium g), som ændret, gentager begrebet »fremtrædende erhvervsfolk«, der blev anvendt før ændringerne af det oprindelige kriterium g), hvorfor dette begreb skal fortolkes på samme måde, dvs. således, at det omfatter den betydning, som de nævnte erhvervsfolk alt efter omstændighederne kunne have henset til deres erhvervsmæssige status eller funktioner, omfanget af deres økonomiske aktiviteter, omfanget af deres kapitalinteresser eller investeringer, deres funktioner i et eller flere selskaber, hvor de udøver disse funktioner, eller ethvert andet relevant økonomisk kriterium (jf. i denne retning dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 178).

81 Med andre ord har ændringen af det oprindelige kriterium g) ikke medført en ændring af definitionen af begrebet »fremtrædende erhvervsfolk« som sådan, men har udelukkende udvidet anvendelsesområdet for de omhandlede restriktive foranstaltninger til at omfatte alle fremtrædende erhvervsfolk, herunder dem, hvis virksomhed ikke indgår i en økonomisk sektor, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering (dom af 2.4.2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 80).

82 Begrundelsen for udvidelsen af kriterium g) er anført i fjerde betragtning til afgørelse 2023/1094. Denne betragtning beskriver nemlig den russiske økonomis funktionsmåde, der er kendetegnet ved et afhængighedsforhold mellem fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, og landets regering. Ved at tage sigte på denne kategori af personer har Rådet således til hensigt at udnytte den indflydelse, som de kan udøve på regeringen, ved at tilskynde dem til at lægge pres på denne med henblik på at ændre sin politik over for Ukraine. Ved at henvise til det indbyrdes afhængighedsforhold mellem fremtrædende erhvervsfolk og den russiske regering tager Rådet derfor sigte på at mobilisere den indflydelse, som disse personer kan udøve på regeringen som følge af deres økonomiske aktiviteter (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 54). Den nævnte betragtning blev således indført i afgørelse 2023/1094 for at angive det ræsonnement, der lå til grund for ændringen af opførelseskriterierne, og ikke for at fastlægge nogen formodning. Den angivelige parallelitet, som sagsøgeren har påberåbt sig med hensyn til den formodning, der er opstillet i ordningen for restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (jf. præmis 62 ovenfor), er således ikke relevant i den foreliggende sag.

83 Det følger heraf, at sagsøgerens argument om, at Rådet har indført en uafkræftelig formodning for et indbyrdes afhængighedsforhold mellem fremtrædende erhvervsfolk og Den Russiske Føderations regering, skal forkastes (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 55).

84 I denne henseende skal det ligeledes bemærkes dels, at vedtagelsen af et kriterium for opførelse af en person eller enhed på de omtvistede lister udgør en almengyldig retsakt, der har til formål at forfølge et mål, der henhører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), og som i det foreliggende tilfælde og henset til situationens alvor består i at øge presset på de russiske myndigheder med henblik på, at de ophører med deres tiltag og politikker, der destabiliserer Ukraine, dels, at Rådet råder over et vidt skøn for så vidt angår vedtagelsen af sådanne kriterier (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 56).

85 I det foreliggende tilfælde var Rådet med henblik på vedtagelsen af det udpegelseskriterium, der fremgår af første led af kriterium g), som ændret, ikke forpligtet til at godtgøre, at der forelå et indbyrdes afhængighedsforhold mellem de fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, og dette lands regering. Det påhviler nemlig sagsøgeren til støtte for sin ulovlighedsindsigelse at fremlægge ethvert forhold, der kan godtgøre, at betragtningen om, at der forelå sådanne forbindelser, som begrundede udvidelsen af kriterium g), (jf. præmis 82 ovenfor) var behæftet med en åbenbar fejl og dermed kunne påvirke lovligheden af det nævnte led (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 57).

86 Det skal i øvrigt bemærkes, at det med henblik på anvendelsen af første led af kriterium g), som ændret, på den individuelle situation for hver enkelt fysisk person, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, påhviler Rådet at godtgøre, at denne person dels kan kvalificeres som fremtrædende erhvervsperson som omhandlet i præmis 80 ovenfor, dels driver virksomhed i Rusland. Under disse omstændigheder er den blotte omstændighed, at en person tilhører kategorien »fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland«, tilstrækkelig til at begrunde vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for den pågældende på grundlag af første led af kriterium g), som ændret, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at der foreligger nogen forbindelse mellem denne egenskab og det russiske regime (jf. analogt dom af 9.7.2020, Haswani mod Rådet, C-241/19 P, EU:C:2020:545, præmis 66, og kendelse af 6.9.2022, Haikal mod Rådet, C-113/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:640, præmis 41).

87 For så vidt som første led af kriterium g), som ændret, udelukkende har til formål at indføre et objektivt, selvstændigt og tilstrækkeligt kriterium, der gør det muligt at begrunde opførelsen eller opretholdelsen af navnene på de omhandlede personer på de omtvistede lister, hvilket kræver, at Rådet godtgør, at to kumulative elementer er opfyldt, nemlig for det første, at den berørte person er en fremtrædende erhvervsperson, og for det andet, at den pågældende driver virksomhed i Rusland, kan sagsøgeren endelig ikke med føje gøre gældende, at dette led indfører nogen form for formodning.

88 Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af de argumenter, som sagsøgeren har udledt af de ændringer, der blev foretaget i afgørelse 2014/145 og forordning nr. 269/2014 ved henholdsvis afgørelse 2025/904 og forordning 2025/903. Disse argumenter er nemlig dels irrelevante i forhold til retsakterne af marts 2025, for så vidt som afgørelse 2025/904 og forordning 2025/903 blev vedtaget efter disse og derfor ikke finder tidsmæssig anvendelse i den foreliggende sag (jf. i denne retning dom af 17.12.2025, Melnichenko mod Rådet, T-1114/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:1111, præmis 118), dels i forhold til retsakterne af september 2025, for så vidt som afgørelse 2025/904 og forordning 2025/903 hverken direkte eller indirekte blev anvendt på sagsøgeren, således som dennes repræsentanter har medgivet i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten.

89 I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, indførte kriterium g), som ændret, følgelig ikke en uafkræftelig formodning for et indbyrdes afhængighedsforhold mellem fremtrædende erhvervsfolk og Den Russiske Føderations regering, og anvendelsen heraf udelukker ikke en individuel vurdering af situationen for den person, der er omfattet af foranstaltningerne. Desuden følger det af ovenstående betragtninger, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der er tale om en underminering af de retsstatslige værdier.

90 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet anbringendes første led forkastes.

– Det andet led om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

91 Inden for rammerne af dette led har sagsøgeren i det væsentlige foreholdt Rådet, at det i forbindelse med ændringen af det oprindelige kriterium g) ikke foretog en konkret vurdering af den reelle indflydelse på russiske politiske beslutningstagere eller af de berørte personers økonomiske betydning, hvorfor de restriktive foranstaltninger, der blev truffet i henhold til kriterium g), som ændret, ikke var egnede til at nå det forfulgte mål.

92 I denne henseende skal det bemærkes, at proportionalitetsprincippet hører til EU-rettens almindelige grundsætninger og indeholder et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-retlig bestemmelse, skal være egnede til at nå det mål, der forfølges, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (jf. dom af 11.9.2024, Timchenko og Timchenko mod Rådet, T-644/22, EU:T:2024:621, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

93 Rådet er endvidere ikke forpligtet til at føre bevis for, at de restriktive foranstaltninger, som det indfører, har de virkninger, der er tilsigtet med den pågældende lovgivning, men alene, at disse foranstaltninger er egnede til at nå de mål, der forfølges med denne lovgivning (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, VTB Bank mod Rådet, C-729/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:499, præmis 66).

94 I det foreliggende tilfælde blev første led af kriterium g), som ændret, således som det allerede er anført i præmis 81 og 82 ovenfor, vedtaget af Rådet, fordi det under udøvelsen af sin vide skønsbeføjelse og henset til forværringen af situationen i Ukraine fandt, at det med henblik på at øge presset på Den Russiske Føderations regering var hensigtsmæssigt at udvide kredsen af omfattede personer ved at kunne opføre fremtrædende erhvervsfolk, der drev virksomhed i Rusland, på de omtvistede lister (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 63).

95 Det skal først bemærkes, at Rådets fremgangsmåde med gradvis at udvide kredsen af personer, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, på grund af forværringen af situationen i Ukraine med henblik på at nå de forfulgte mål, er baseret på en progressiv indvirkning på rettigheder i forhold til foranstaltningernes effektivitet (jf. i denne retning og analogt dom af 25.1.2017, Almaz-Antey Air and Space Defence mod Rådet, T-255/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:25, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

96 Dernæst kan målretningen mod »fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland«, henset til deres økonomiske betydning i henhold til første led af kriterium g), som ændret, øge presset på den russiske regering og omkostningerne ved dennes handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed. Første led af kriterium g), som ændret, opfylder således Rådets ønske om at lægge et maksimalt pres på de russiske myndigheder, således at det ikke forekommer åbenbart uegnet med henblik på at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 65).

97 Som det bl.a. fremgår af fjerde betragtning til afgørelse 2023/1094, har første led af kriterium g), som ændret, i øvrigt til formål at udnytte den indflydelse, som »fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland«, kan udøve på dette lands regering, ved indirekte at tilskynde dem til at lægge pres på den nævnte regering med henblik på, at den ændrer sin politik over for Ukraine. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, omhandler første led af kriterium g), som ændret, således ikke udifferentieret alle økonomiske aktører, men målrettet en bestemt kategori af personer, således at det må anses for egnet til at nå de mål, der forfølges med de omhandlede restriktive foranstaltninger.

98 Endelig var vedtagelsen af første led af kriterium g), som ændret, nødvendig for at realisere og gennemføre de mål, der er fastsat i artikel 21 TEU. Det fremgår nemlig af fjerde betragtning til afgørelse 2023/1094, at Rådet ved at udvide det personelle anvendelsesområde for de omhandlede restriktive foranstaltninger og rette dem mod »fremtrædende erhvervsfolk«, der driver virksomhed i en hvilken som helst økonomisk sektor i Rusland, uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne antage, at sådanne foranstaltninger bidrog til at øge presset på regeringen i det nævnte land, der var ansvarlig for invasionen af Ukraine. Det må i øvrigt konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at et alternativt kriterium med en mere begrænset rækkevidde ville have gjort det muligt lige så effektivt at nå de mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 3.9.2025, Usmanov mod Rådet, T-1117/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:810, præmis 66).

99 I denne henseende kan sagsøgerens indsigelser, hvormed han har anfægtet første led af kriterium g), som ændret, med den begrundelse, at dette kriterium ikke tager hensyn til de omhandlede personers adfærd, og at disse personer ikke udøver indflydelse på den russiske regering, ikke tiltrædes. Sagsøgeren har nemlig ikke fremlagt oplysninger, der kan godtgøre, at Rådets betragtninger vedrørende tilstedeværelsen af et indbyrdes afhængighedsforhold mellem fremtrædende erhvervsfolk og Den Russiske Føderations regering var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at denne kategori af personer som sådan ikke er i stand til at lægge pres på den russiske regering med henblik på, at den ændrer sin politik over for Ukraine. Det følger heraf, at den omstændighed, at fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, hverken er ansvarlige for invasionen af Ukraine eller støtter eller drager fordel af denne invasion, ikke kan godtgøre, at første led af kriterium g), som ændret, er åbenbart uforholdsmæssigt i forhold til at nå de mål, der forfølges med de omhandlede restriktive foranstaltninger, og derfor er ulovlig (jf. i denne retning dom af 2.4.2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 105). Følgelig skal sagsøgerens argument om, at de foranstaltninger, der er truffet i henhold til første led af kriterium g), som ændret, ikke er egnede til at nå det forfulgte legitime mål, for så vidt som der ikke er noget bevis for, at erhvervsfolk i Rusland er i stand til at øve indflydelse på de politiske beslutningstagere, forkastes.

100 Hvad angår forholdsmæssigheden af tredje led af kriterium g), som ændret, skal det bemærkes, at den omstændighed, at målretningen mod »erhvervsfolk, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering«, ligeledes kan øge omkostningerne ved denne regerings handlinger, for så vidt som de nævnte sektorer direkte eller indirekte bidrager til dens evne til at gennemføre sine tiltag og politikker, der har til formål at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

101 Tredje led af kriterium g), som ændret, opfylder således Rådets ønske om at lægge et maksimalt pres på de russiske myndigheder, således at det ikke forekommer åbenbart uegnet med henblik på at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning.

102 Udvidelsen af kredsen af personer, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, på grund af forværringen af situationen i Ukraine med henblik på at nå de forfulgte mål, er i øvrigt baseret på en progressiv indvirkning på rettigheder i forhold til foranstaltningernes effektivitet, hvilket bidrager til deres forholdsmæssighed (jf. præmis 95 ovenfor).

103 Det skal desuden bemærkes, at Rådet med udvidelsen af anvendelsesområdet for de omhandlede restriktive foranstaltninger til de personer, der er omfattet af tredje led af kriterium g), som ændret, med rette kunne forvente, at disse foranstaltninger ville bidrage til at øge presset på den russiske regering. Selv for så vidt angår det nævnte led har sagsøgeren i øvrigt ikke gjort gældende, at der findes alternative og mindre indgribende foranstaltninger.

104 Endelig fremgår det i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke af generaladvokat Medinas forslag til afgørelse, der er nævnt i præmis 66 ovenfor, at lovligheden af det oprindelige kriterium g) var betinget af, at der blev påvist en specifik individuel indflydelse på den russiske regering, af besiddelsen af majoritetsandele eller af udøvelsen af udøvende funktioner, men snarere, at der er en rationel forbindelse mellem foranstaltninger mod en kategori af økonomisk vigtige personer og de mål, der forfølges med den omhandlede ordning med restriktive foranstaltninger (jf. i denne retning generaladvokat Medinas forslag til afgørelse Rashnikov mod Rådet, C-711/23 P, EU:C:2025:411, præmis 51 og 52).

105 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at første og tredje led af kriterium g), som ændret, viser, at der er en rationel forbindelse mellem foranstaltninger rettet mod de omfattede personer og målet om at øge presset på de russiske myndigheder, således at det ikke kan foreholdes Rådet, at det anlagde åbenbart urigtige skøn ved at udvide rækkevidden af det oprindelige kriterium g).

106 Følgelig er hverken første eller tredje led af kriterium g), som ændret, åbenbart uforholdsmæssige i forhold til de mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning.

107 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet anbringendes andet led forkastes.

– Det tredje led om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og retsstatsprincippet

108 Det følger af fast retspraksis, at retssikkerhedsprincippet kræver dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger. Dette princip kræver navnlig, at en lovgivning giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at sidstnævnte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter. Disse krav kan imidlertid ikke forstås således, at de er til hinder for, at EU-lovgiver inden for en norm, som denne vedtager, anvender et abstrakt juridisk begreb, eller således at de pålægger, at en sådan abstrakt norm skal nævne de forskellige konkrete tilfælde, hvori begrebet kan finde anvendelse, for så vidt som lovgiver ikke på forhånd kan fastlægge alle disse tilfælde, og ej heller Unionens retsinstanser, når den fortolker denne norm (jf. dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

109 Første og tredje led af kriterium g), som ændret, indgår dog i en retlig ramme, der er klart afgrænset af de mål, der forfølges med den lovgivning, der regulerer de omhandlede restriktive foranstaltninger, nemlig nødvendigheden af, henset til situationens alvor i Ukraine, at lægge maksimalt pres på Den Russiske Føderation og at gøre sidstnævntes handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde (jf. præmis 96 og 100 ovenfor). Ud fra denne synsvinkel er de omhandlede restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med de mål, der er omhandlet i artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, dvs. henholdsvis dels konsolidering og styrkelse af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og folkerettens principper, dels bevaring af freden, forebyggelse af konflikter og styrkelse af den internationale sikkerhed i i overensstemmelse med formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt, undertegnet i San Francisco den 26. juni 1945 (jf. i denne retning dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 235 og den deri nævnte retspraksis).

110 Hvad angår første led af kriterium g), som ændret, omfatter begrebet »fremtrædende«, således som det er præciseret i præmis 80 ovenfor, erhvervsfolks betydning, alt efter omstændighederne, i forhold til deres erhvervsmæssige status eller funktioner, omfanget af deres økonomiske virksomhed, omfanget af deres kapitalbesiddelser eller investeringer, deres funktioner i en eller flere virksomheder eller ethvert andet relevant økonomisk kriterium.

111 Hvad angår betingelsen om, at denne kategori af personer skal drive virksomhed i Rusland, må det konstateres, at den er tilstrækkeligt afgrænset og defineret til ikke at være i strid med retssikkerhedsprincippet.

112 Med andre ord vedrører den ændring af det oprindelige kriterium g), som blev indført med første led af kriterium g), som ændret, ikke definitionen af »fremtrædende erhvervsfolk«, for så vidt som Rådet med udvidelsen af det nævnte kriteriums rækkevidde ønskede at udvide den kategori af personer, der kan være omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, til alle fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, uanset hvilken sektor de er involveret i. Selv om første led af kriterium g), som ændret, med sin brede formulering tildeler Rådet en skønsbeføjelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at det er tilstrækkeligt klart og forudsigeligt til at opfylde kravene om retssikkerhed (dom af 4.6.2025, Khan mod Rådet, T-289/23, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2025:560, præmis 90).

113 Hvad angår tredje led af kriterium g), som ændret, indgår dette, således som det er anført i præmis 109 ovenfor, i en retlig ramme, der er klart afgrænset af de mål, der forfølges med den lovgivning, der regulerer de omhandlede restriktive foranstaltninger, og er i overensstemmelse med det formål, der er omhandlet i artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU (jf. i denne retning dom af 20.11.2024, Uss mod Rådet, T-571/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:839, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

114 I forhold til ordlyden af det oprindelige kriterium g), som anvendte adjektivet »fremtrædende«, udvider tredje led af kriterium g), som ændret, ganske vist det personelle anvendelsesområde for de omhandlede restriktive foranstaltninger ved ikke længere at kræve, at de omfattede personer er fremtrædende. Udeladelsen af dette ord kan imidlertid ikke fortolkes således, at det medfører, at det nævnte led er abstrakt, uforudsigeligt og uden enhver forbindelse med de mål, der forfølges med de omhandlede restriktive foranstaltninger.

115 Begrebet »erhvervsfolk« kan nemlig ikke omfatte alle fysiske personer, der udøver økonomisk virksomhed i Rusland, men alene dem, der er involveret i økonomisk aktivitet, der kvalitativt eller kvantitativt ikke er ubetydelig, i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, og hvor opførelsen af navnet på de omtvistede lister således kan øge presset på den nævnte regering og gøre dens handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde (jf. i denne retning dom af 20.11.2024, Zubitskiy mod Rådet, T-1074/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:840, præmis 47).

116 En person, der foretager ikke ubetydelige investeringer i sådanne økonomiske sektorer, kan kvalificeres som erhvervsperson, der udøver virksomhed i disse sektorer, således at en sådan person, alt efter omstændighederne i den konkrete sag, kan være omfattet af tredje led af kriterium g), som ændret (jf. i denne retning dom af 29.1.2025, Vinokurov mod Rådet, T-1106/23, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2025:106, præmis 54).

117 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at selv om det ganske vist er korrekt, at hverken afgørelse 2014/145, som ændret, eller forordning nr. 269/2014, som ændret, definerer begrebet »betydelig indtægtskilde«, forholder det sig ikke desto mindre således, at anvendelsen af adjektivet »betydelig«, der henviser til ordet »indtægtskilde«, indebærer, at denne indtægtskilde skal være væsentlig og dermed ikke ubetydelig (jf. dom af 20.11.2024, Zubitskiy mod Rådet, T-1074/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:840, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

118 Sagsøgeren kan således ikke gøre gældende, at afgrænsningen af de økonomiske sektorer, der er omfattet af tredje led af kriterium g), som ændret, ikke kan begrænse dets anvendelsesområde. Den omstændighed, at der henvises til erhvervsfolk, der navnlig ejer andele eller varetager funktioner i selskaber, der er involveret »i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering« kan ligeledes øge omkostningerne ved denne regerings handlinger, eftersom sådanne sektorer ved at tilføre den en betydelig indtægtskilde direkte eller indirekte bidrager til dens evne til at gennemføre sine tiltag og politikker, der har til formål at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (jf. i denne retning dom af 20.11.2024, Uss mod Rådet, T-571/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:839, præmis 79).

119 Tredje led af kriterium g), som ændret, opfylder derfor Rådets ønske om at lægge pres på de russiske myndigheder med henblik på, at disse bringer deres tiltag og politikker, der destabiliserer Ukraine, til ophør (jf. i denne retning dom af 20.11.2024, Uss mod Rådet, T-571/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:839, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis). Der er følgelig altid en rationel og dermed objektiv forbindelse mellem på den ene side foranstaltningerne over for fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i økonomiske sektorer, der giver betydelige indtægter til Den Russiske Føderations regering, henset til disse sektorers betydning for den russiske økonomi, og på den anden side formålet, der består i at øge presset på dette tredjeland og gøre dets handlinger i Ukraine mere omkostningsfulde (jf. i denne retning dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 291).

120 I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, gør den omstændighed, at Rådet kun har opført et begrænset antal personer på de omtvistede lister, ikke anvendelsen af kriterium g), som ændret, uforudsigelig eller vilkårlig, men afspejler snarere den konkrete anvendelse af et kriterium, der er formuleret i generelle vendinger, hvis lovlighed ikke kan vurderes alene på grundlag af statistikker over antallet af faktisk udpegede personer.

121 Sammenfattende skal det bemærkes, at såvel første som tredje led af kriterium g), som ændret, opfylder de krav om klarhed, præcision og forudsigelighed, der gælder i henhold til retssikkerhedsprincippet.

122 Det følger af det foregående i det hele, at det andet anbringendes tredje led må forkastes.

123 Hvad endelig angår klagepunktet om tilsidesættelse af retsstatsprincippet fremgår det, at dette i det væsentlige er sammenfaldende med klagepunkterne om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, som allerede er blevet besvaret ovenfor. Den omstændighed, at der foreligger et klart retsgrundlag, begrænsningen af Rådets skønsbeføjelse ved begrundelsespligten og udøvelsen af en effektiv domstolsprøvelse samt den midlertidige karakter af de restriktive foranstaltninger, der kan tages op til fornyet gennemgang, udelukker, at første og tredje led af kriterium g), som ændret, som sådan underminerer de retsstatslige værdier.

124 På baggrund af det ovenstående skal det andet anbringende forkastes i sin helhed.

Det tredje anbringende om tilsidesættelse af den menneskelige værdighed

125 Sagsøgeren har gjort gældende, at de restriktive foranstaltninger krænker den menneskelige værdighed, som skal respekteres i henhold til chartrets artikel 1 og artikel 2 TEU. Anvendelsen af særligt strenge foranstaltninger som de omhandlede på personer, der er udvalgt på ubestemt tid og uafhængigt af deres personlige adfærd, udgør en tilsidesættelse af retten til menneskelig værdighed, som er en absolut ret, der ikke kan fraviges. Krænkelsen af den menneskelige værdighed følger ligeledes af Rådets instrumentalisering af sagsøgeren med henblik på offentlig kommunikation, eftersom han er blevet mål for foranstaltningerne, fordi han er kendt inden for medie- og sportsverdenen på internationalt plan. Desuden krænker denne instrumentalisering endvidere de rettigheder, som sagsøgeren er sikret ved chartrets artikel 7 og 8 samt ved chartrets artikel 41, for så vidt som Rådet har frataget ham retten til, at hans sager behandles upartisk og retfærdigt.

126 Endelig kan Rådet ikke vedtage restriktive foranstaltninger med henblik på at tilskynde en person til offentligt at tage stilling til en geopolitisk situation. I denne henseende har sagsøgeren bl.a. påberåbt sig afgørelse 2025/904, hvorefter Rådet, hvis det er relevant, bør tage hensyn til, om en person utvetydigt har fordømt Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Ifølge sagsøgeren tilsidesætter et sådant formål den menneskelige værdighed samt tanke- og ytringsfriheden, der er sikret ved chartret.

127 Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

128 Hvad indledningsvis angår den angivelige tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7, 8 og 41, skal det bemærkes, at i overensstemmelse med de bestemmelser, der er nævnt i artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, sammenholdt med samme statuts artikel 53 og artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement, skal enhver stævning indeholde søgsmålets genstand, de anbringender og argumenter, der gøres gældende, samt en kort fremstilling af disse anbringender og sagsøgerens påstande. Disse angivelser skal fremstilles tilstrækkeligt klart og præcist til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar og Retten træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at behøve at udbede sig yderligere oplysninger. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, fremgår af selve stævningen, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde (jf. i denne retning dom af 4.12.2015, Sarafraz mod Rådet, T-273/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:939, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis, og af 15.6.2017, Kiselev mod Rådet, T-262/15, EU:T:2017:392, præmis 138 og den deri nævnte retspraksis).

129 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at klagepunkterne om tilsidesættelse af chartrets artikel 7, 8 og 41 ikke er klare og præcise, hvorfor de skal afvises.

130 Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af den menneskelige værdighed, som skal respekteres i henhold til chartrets artikel 1, har sagsøgeren i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten præciseret, at han med dette anbringende tilsigtede at anfægte såvel lovligheden af kriterium g), som ændret, i henhold til artikel 277 TEUF som den konkrete anvendelse af dette kriterium på hans situation.

131 Hvad for det første angår ulovlighedsindsigelsen er det tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgeren hverken har fremlagt yderligere analyseelementer i forhold til dem, der allerede er blevet undersøgt og forkastet i forbindelse med bedømmelsen af det andet anbringende (jf. præmis 79-122 ovenfor), eller har anført specifikke spørgsmål, som kan rejse tvivl om lovligheden af det nævnte kriterium ud fra synspunktet om krænkelse af den menneskelige værdighed. Det led i anbringendet, der vedrører en ulovlighedsindsigelse, skal derfor forkastes.

132 Hvad for det andet angår den tilsidesættelse af den menneskelige værdighed, som følger af den konkrete anvendelse af kriterium g), som ændret, på sagsøgeren, bemærkes dels, at chartrets artikel 1 bestemmer, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig, og at den skal respekteres og beskyttes, dels, at artikel 2 TEU nævner respekt for den menneskelige værdighed som en af Unionens værdier.

133 Det fremgår desuden af forklaringerne til chartret (EUT 2007, C 303, s. 17), at den menneskelige værdighed som omhandlet i chartrets artikel 1 »ikke blot [er] en grundlæggende rettighed i sig selv, men udgør selve fundamentet for de grundlæggende rettigheder«. I denne henseende henviser disse forklaringer bl.a. til verdenserklæringen om menneskerettigheder, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 10. december 1948, og som stadfæstede den menneskelige værdighed i sin indledning, hvori det præciseres, at »anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden«. Heraf følger ifølge de nævnte forklaringer, at »ingen af de rettigheder, der er fastlagt i [chartret], [kan] anvendes til at krænke et andet menneskes værdighed«, at »den menneskelige værdighed hører til substansen af de rettigheder, der er fastlagt i [chartret]«, og at »[d]en […] derfor heller ikke [kan] krænkes ved begrænsning af en rettighed«.

134 Det skal bemærkes, at der i Domstolens praksis kun er taget hensyn til respekten for den menneskelige værdighed for så vidt angår krænkelser, der er særligt alvorlige. Dette er især tilfældet, når der er tale om tilsidesættelse af chartrets artikel 4, der omhandler forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, som »er af absolut karakter, eftersom det er tæt knyttet til respekten for den menneskelige værdighed, som er omhandlet i chartrets artikel 1« (jf. dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis). Tilsvarende har Domstolen henvist til respekten for den menneskelige værdighed i forbindelse med, at ansøgere om international beskyttelse fratages den beskyttelse, der følger af minimumsstandarderne for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne, som det påhviler at sikre, at foranstaltningerne vedrørende de materielle modtagelsesforhold muliggør en passende levestandard for ansøgere, som sikrer deres underhold og beskytter deres fysiske og mentale sundhed (jf. dom af 1.8.2025, Minister for Children, Equality, Disability, Integration and Youth m.fl., C-97/24, EU:C:2025:594, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). Endelig har Domstolen fastslået, at der foreligger en direkte tilsidesættelse af den menneskelige værdighed, der er sikret ved chartrets artikel 1, for så vidt angår en national lov, der har en stigmatiserende og marginaliserende virkning, som kan fremkalde had, over for personer, der tilhører mindretal (dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 485-492).

135 Det må imidlertid konstateres, at disse tilsidesættelser er meget forskellige fra dem, der er gjort gældende i den foreliggende sag, både med hensyn til deres art og deres alvor.

136 I det foreliggende tilfælde følger den påståede særligt alvorlige tilsidesættelse af sagsøgerens menneskelige værdighed dels af den omstændighed, at Rådet har instrumentaliseret indgrebet, dels af den omstændighed, at Rådet ikke tog hensyn til, at det var umuligt for sagsøgeren at skille sig af med de aktiver, der begrundede opførelsen og opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister.

137 I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af begrundelsen i de anfægtede retsakter, at sagsøgerens navn blev opretholdt på de omtvistede lister, ikke på grund af en vurdering af hans offentlige anseelse, men en vurdering af betydningen af hans kapitalbesiddelser, som foranledigede Rådet til i henhold til kriterium g), som ændret, at anse ham for såvel en fremtrædende russisk erhvervsperson, der driver virksomhed i Rusland, som en erhvervsperson, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering.

138 Det må ligeledes konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de omhandlede restriktive foranstaltninger over for ham hovedsageligt blev vedtaget med instrumentale eller symbolske formål for øje, og nærmere bestemt, at opførelsen og derefter opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister kan krænke retten til respekt for menneskets værdighed eller enhver anden rettighed eller ethvert andet princip, der er fastsat i chartrets afsnit I.

139 Selv om den omstændighed, at et billede af sagsøgeren blev vist på Rådets websted om de omhandlede restriktive foranstaltninger ved siden af billeder af andre russiske politikere og oligarker, kan vidne om, at han er offentligt kendt, kan den i øvrigt ikke godtgøre, at det mål, som Rådet forfulgte med vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, var at anvende denne til instrumentale og symbolske formål. Det skal endvidere bemærkes, at Rådets anvendelse af billedet af sagsøgeren i den offentlige kommunikation ikke følger af vedtagelsen af de anfægtede retsakter i forhold til sagsøgeren og derfor ikke kan påvirke lovligheden heraf.

140 Hvad endelig angår argumentet om, at det mål, som Rådet angiveligt forfølger, i det væsentlige består i at tilskynde de personer, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, til at indtage en offentlig holdning til den situation, der bekæmpes, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til afgørelse 2025/904, må det konstateres, at dette argument savner grundlag i de faktiske omstændigheder og derfor er ugrundet. Sagsøgeren har nemlig støttet sig dels på udtalelser fra Rådets repræsentanter i retsmødet den 12. juli 2023 i den sag, der gav anledning til dom af 20. december 2023, Abramovich mod Rådet (T-313/22, under appel, EU:T:2023:830), dels på ordlyden af en betragtning til afgørelse 2025/904. I denne henseende skal det for det første bemærkes, at, såfremt erklæringerne fra Rådets repræsentanter i det omhandlede retsmøde blev påvist, kan de ikke vise det egentlige formål med de omtvistede restriktive foranstaltninger, der, som det er præciseret i præmis 109 ovenfor, var et helt andet, eller svække den rationelle forbindelse mellem den omstændighed, at foranstaltningerne er rettet mod en kategori af økonomisk vigtige personer, og det nævnte formål. Hvad for det andet angår afgørelse 2025/904 er det tilstrækkeligt at bemærke, at den ikke fandt anvendelse på sagsøgerens situation (jf. præmis 88 ovenfor).

141 Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har godtgjort, hvorledes kriterium g), som ændret, og dets anvendelse i forbindelse med de anfægtede retsakter som sådan krænker den menneskelige værdighed.

142 Det tredje anbringende skal dermed forkastes i sin helhed.

Det fjerde anbringende om urigtige skøn

143 Det fjerde anbringende består i det væsentlige af tre led. For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet anlagde et urigtigt skøn ved i henhold til første led af kriterium g), som ændret, at kvalificere ham som »fremtrædende« erhvervsperson. For det andet har han gjort gældende, at hans situation ikke opfylder betingelserne vedrørende dels udøvelse af virksomhed i Rusland som omhandlet i første led af kriterium g), som ændret, dels involvering som erhvervsperson som omhandlet i det nævnte kriteriums tredje led. For det tredje har sagsøgeren bestridt relevansen, pålideligheden og bevisværdien af de elementer, som Rådet påberåbte sig med henblik på at begrunde anvendelsen af kriterium g), som ændret, i forhold til ham.

144 Inden for rammerne af det første led har sagsøgeren nærmere bestemt bestridt at kunne kvalificeres som fremtrædende erhvervsperson som omhandlet i første led af kriterium g), som ændret. Ifølge sagsøgeren skal begrebet fremtrædende forstås som en reel evne til at lægge pres på den russiske regering med henblik på, at den bringer krigen til ophør, hvilket forudsætter en form for reel indbyrdes afhængighed mellem den pågældende og de russiske myndigheder, som i hans tilfælde ikke foreligger, eftersom han i mere end 20 år hovedsageligt har drevet virksomhed uden for Rusland.

145 Sagsøgeren har ligeledes bestridt de betragtninger, hvorefter hans fremtrædende rolle som erhvervsperson bestyrkes af hans angivelige investeringer i selskabet Greenleas International Holding, som ejer selskabet Crispian Investments Ltd. Han har til dags dato ikke haft nogen tilknytning til disse selskaber, hvori han ikke er aktionær, og hvori han ikke spiller nogen rolle.

146 Inden for rammerne af det andet led har sagsøgeren gjort gældende, at han hverken skal anses for en erhvervsperson, »der driver virksomhed i Rusland«, eller for at være involveret i »økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for [den russiske] regering«, eftersom han i det væsentlige ikke kan anses for at være »aktiv« som omhandlet i kriterium g), som ændret.

147 Sagsøgerens kapitalandel i Evraz er nemlig en minoritetspost og rent passiv, hvorfor han på ingen måde er involveret i ledelsen eller den operationelle aktivitet i Evraz. I øvrigt er Evraz et selskab i Det Forenede Kongerige, der er noteret i London (Det Forenede Kongerige), og er underlagt en lovgivningsmæssig ramme, der begrænser aktionærernes indflydelse på selskabets ledelse. En investering af hovedsageligt finansiel karakter kan derfor ikke sidestilles med en »virksomhed« i Rusland.

148 Selv om sagsøgeren har ret til at udpege op til tre medlemmer af Evraz’ bestyrelse – en ret, som han imidlertid ikke har gjort brug af siden 2006 – giver en sådan beføjelse i øvrigt ikke sagsøgeren en stilling, der gør det muligt for ham at udøve afgørende indflydelse på det nævnte selskab.

149 Hvad angår sagsøgerens andel af kapitalen i selskabet Norilsk Nickel (herefter »NN«), som udgør ca. 2,5%, og som end ikke figurerer i selskabets officielle meddelelser, har sagsøgeren gjort gældende, at den udelukker enhver beslutningsbeføjelse og derfor hverken kan karakterisere en økonomisk virksomhed eller en fremtrædende stilling som omhandlet i kriterium g), som ændret. Han har i øvrigt aldrig varetaget ledende stillinger i det nævnte selskab.

150 Endelig har sagsøgeren inden for rammerne af det tredje led anfægtet relevansen, troværdigheden og bevisværdien af de beviser, som Rådet har støttet sig på. Hvad navnlig angår bevismaterialet med referencerne WK 5142/2023 INIT, WK 5142/2023 ADD1 og WK 5142/2023 ADD1 REV1 har sagsøgeren gjort gældende, at flere af de fremlagte arbejdsdokumenter i det væsentlige er generelle og kontekstuelle uden at indeholde oplysninger om hans individuelle situation og ikke gør det muligt at fastslå den påberåbte ordning med indbyrdes afhængighed. Hvad angår bevismaterialet med referencen WK 7948/2023 INIT har sagsøgeren anført, at visse aktstykker savner troværdighed, præcision eller relevans. Hvad angår WK 857/25 INIT-materialet har sagsøgeren gjort gældende, at kun de fire første dokumenter direkte vedrører ham, og at disse er irrelevante og upålidelige.

151 Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

152 Indledningsvis bemærkes, at i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller opretholde en persons navn på listerne over de af restriktive foranstaltninger omfattede personer, er lovlig, kræver den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, navnlig, at Unionens retsinstanser skal sikre sig, at denne afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for den pågældende person, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for den nævnte afgørelse, således at domstolsprøvelsen ikke skal begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde samme afgørelse (jf. dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-702/23 P, EU:C:2025:605, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

153 Vurderingen af, om det af Rådet anvendte faktuelle grundlag er tilstrækkeligt solidt, skal foretages ved at undersøge bevismaterialet, ikke isoleret betragtet, men i den sammenhæng, hvori det indgår, idet Rådet løfter sin bevisbyrde, såfremt det for Unionens retsinstanser fremlægger en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der gør det muligt at fastslå, at der er en tilstrækkelig tilknytning mellem den person, der er undergivet en foranstaltning i form af indefrysning af midler, og det regime, der bekæmpes. Det er endvidere Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet. Selv om det ikke er et krav, at den nævnte myndighed fremlægger samtlige oplysninger og beviser vedrørende den afgivne begrundelse for Unionens retsinstanser, er det imidlertid vigtigt, at de fremlagte oplysninger eller beviser understøtter den begrundelse, som er foreholdt den berørte person (jf. dom af 1.8.2025, Timchenko mod Rådet, C-702/23 P, EU:C:2025:605, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

154 I henhold til fast praksis gælder der for Unionens retsinstansers virksomhed et princip om fri bevisbedømmelse, og det er alene de forelagte bevisers troværdighed, der er afgørende for bedømmelsen af værdien heraf. I denne forbindelse skal der ved vurderingen af et dokuments bevisværdi tages hensyn til sandsynligheden af de oplysninger, dokumentet indeholder, og der må herved navnlig tages hensyn til, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (jf. dom af 31.5.2018, Kaddour mod Rådet, T-461/16, EU:T:2018:316, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 95 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

155 Det skal i denne henseende ligeledes bemærkes, at ifølge Domstolens praksis er Retten inden for rammerne af sin bevisbedømmelse ikke blot beføjet til at foretage en afvejning af beviserne ved at tillægge en kategori af beviser afgørende vægt, men ligeledes til at tillægge andre beviser en begrænset bevisværdi eller til ikke at tillægge dem nogen bevisværdi under overholdelse af de gældende regler om bevisførelse og bevisbyrde (jf. dom af 15.1.2026, Anbouba mod Rådet, C-494/24 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2026:9, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

156 Eftersom der ikke foreligger nogen beføjelse til at foretage undersøgelser i tredjelande, skal EU-myndighedernes skøn de facto være støttet på offentligt tilgængelige informationskilder, rapporter, nyhedsartikler, rapporter fra efterretningstjenester eller andre tilsvarende informationskilder (jf. dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).

157 De restriktive foranstaltninger er i øvrigt præventive og pr. definition midlertidige, idet deres gyldighed altid forudsætter, at de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for deres vedtagelse, fortsat eksisterer, og at det er nødvendigt at opretholde dem for at realisere målet med dem. Det påhviler således Rådet i forbindelse med den periodiske fornyede behandling af de nævnte foranstaltninger at foretage en opdateret vurdering af situationen og at udarbejde en status over virkningerne af sådanne foranstaltninger med henblik på at afgøre, om de har gjort det muligt at nå de mål, der forfølges med den oprindelige opførelse på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, og om der stadig kan drages den samme konklusion vedrørende de nævnte personer og enheder (jf. dom af 26.10.2022, Ovsyannikov mod Rådet, T-714/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:674, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

158 Det følger heraf, at det med henblik på at begrunde opretholdelsen af en persons navn på en liste over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, ikke er forbudt for Rådet at støtte sig på de samme beviser som dem, der begrundede den oprindelige opførelse, genopførelsen eller den tidligere opretholdelse af denne persons navn på nævnte liste, forudsat dels, at opførelsesgrundene forbliver uændrede, dels at konteksten ikke har ændret sig på en sådan måde, at disse beviser ikke længere er anvendelige. Den nævnte kontekst omfatter ikke blot situationen i det land, med hensyn til hvilket ordningen med restriktive foranstaltninger er blevet indført, men også den pågældende persons særlige situation. Tilsvarende er opretholdelsen på den nævnte liste begrundet, henset til samtlige relevante omstændigheder, og navnlig henset til den omstændighed, at de mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger, ikke er nået (jf. i denne retning dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis).

159 Derfor kan Rådet beslutte at opretholde navnene på de berørte personer på de omtvistede lister med bibeholdelse af de grunde, der vedrører tidligere faktiske omstændigheder, som blev lagt til grund i de forudgående afgørelser vedrørende dem, forudsat at dette fortsat er begrundet, henset til samtlige relevante omstændigheder, og navnlig henset til den omstændighed, at de mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger, ikke er nået (jf. analogt dom af 8.3.2023, Mutondo mod Rådet, T-94/22, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:120, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

160 Det er i lyset af disse principper i retspraksis, at de argumenter, som sagsøgeren har fremført i forhold til de anfægtede retsakter, vil blive analyseret med henblik på at efterprøve, om Rådet anlagde et urigtigt skøn ved at beslutte at opretholde hans navn på de omtvistede lister.

161 Ifølge begrundelsen i de anfægtede retsakter (jf. præmis 24 og 27 ovenfor) er sagsøgeren en fremtrædende erhvervsperson, der driver virksomhed i Rusland, hvilket svarer til første led af kriterium g), som ændret, og en erhvervsperson, der er involveret i en økonomisk sektor, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, hvilket svarer til tredje led af kriterium g), som ændret.

162 Eftersom begrundelsen for opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister er forblevet uændret, skal der ikke sondres mellem på den ene side retsakterne af marts 2025 og på den anden side retsakterne af september 2025, eftersom kontrollen af de oplysninger, der er anført i begrundelsen og i beviserne, som fremgår af de forskellige sagsakter, i det væsentlige vedrører de samme faktiske omstændigheder.

163 Der skal foretages en særskilt undersøgelse af sagsøgerens argumenter vedrørende kritik af anvendelsen af første og tredje led af kriterium g), som ændret, i forhold til ham.

– Anvendelsen på sagsøgeren af det første led af kriterium g), som ændret

164 Sagsøgeren har i det væsentlige foreholdt Rådet, at det anlagde et urigtigt skøn ved at fastslå, at han er en »fremtrædende« erhvervsperson, og at han »driver virksomhed i Rusland« som omhandlet i første led af kriterium g), som ændret. I denne henseende har han fremhævet, at han ikke står i et afhængighedsforhold til den russiske regering, og at han ikke har nogen indflydelse på denne. Rådet har i øvrigt ikke fremlagt nogen oplysninger, der gør det muligt at konkludere, at kriteriet om indflydelse er opfyldt for hans vedkommende.

165 I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at den begrundelse, der er anført i forhold til sagsøgeren, og som er knyttet til første led af kriterium g), som ændret, vedrører den omstændighed, at han, eftersom han er storaktionær i Evraz, som er en af de største skatteydere i Rusland, anses for en fremtrædende erhvervsperson, der driver virksomhed i Rusland.

166 Således som det er anført i præmis 80 ovenfor, vedrører begrebet »fremtrædende erhvervsfolk« som omhandlet i første led af kriterium g), som ændret, disse erhvervsfolks betydning, alt efter omstændighederne, i forhold til deres erhvervsmæssige status eller funktioner, omfanget af deres økonomiske virksomhed, omfanget af deres kapitalbesiddelser eller investeringer, deres funktioner i en eller flere virksomheder, hvori de udøver disse funktioner, eller ethvert andet relevant økonomisk kriterium.

167 Desuden kan navnet på en fremtrædende erhvervsperson, således som det er anført i præmis 81 ovenfor, opføres eller opretholdes på de omtvistede lister som følge af udøvelsen af virksomhed i Rusland, og dette uanset hvilken sektor der er tale om.

168 Uafhængigt af nøjagtigheden og relevansen af visse beviser, som sagsøgeren har anfægtet, fremgår det dog af sagsakterne, og det er ubestridt mellem parterne, at den pågældende ejer 28,64% af kapitalen i Evraz. Selv om sagsøgeren har gjort gældende, at en sådan kapitalandel ikke fører til nogen beføjelse til at fastlægge Evraz’ forretninger eller til at kontrollere dette selskab, skal det ikke blot bemærkes, at han er en af de største aktionærer, eftersom der kun er tre andre aktionærer med en andel på over 5%, men også, at han, henset til sin kapitalandel, er hovedaktionær i selskabet. Med denne andel besidder sagsøgeren nemlig den højeste procentdel af stemmerettighederne blandt de fire største aktionærer, herunder sagsøgeren selv, som tilsammen ejer 61,54% af disse rettigheder, idet resten af selskabskapitalen er flydende.

169 Det fremgår ligeledes af sagsakterne, at sagsøgeren i lighed med de tre andre ovennævnte aktionærer har ret til at udøve kontrol med udnævnelse af bestyrelsesmedlemmer, udbetaling af udbytte, udnævnelse af ledende medarbejdere og andre strategiske beslutninger i selskabet. I denne henseende bemærkes, at Evraz’ bestyrelse består af 11 medlemmer, herunder seks uafhængige eksterne bestyrelsesmedlemmer, og at sagsøgeren har ret til at udnævne op til tre bestyrelsesmedlemmer alene. Den omstændighed, at denne ret, således som sagsøgeren har hævdet, ikke er blevet udøvet siden 2006 – hvilket sagsøgeren i øvrigt ikke har ført bevis for – kan ikke rejse tvivl om den omstændighed, at han som hovedaktionær i Evraz har sådanne beføjelser.

170 Under alle omstændigheder forholder det sig således, at selv om sagsøgerens minoritetsandel som simpel investor i Evraz ikke giver ham mulighed for at udøve nogen reel form for kontrol over selskabet, er den ikke desto mindre væsentlig med henblik på kvalificeringen af sagsøgeren som fremtrædende erhvervsperson i henhold til kriterium g), som ændret, navnlig henset til omfanget af denne kapitalandel gennem flere år og den omstændighed, at den vedrører moderselskabet til en af de største russiske koncerner inden for stål- og mineindustrien (jf. i denne retning og analogt dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 151, og af 20.11.2024, Uss mod Rådet, T-571/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:839, præmis 117 og 118). Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at sagsøgeren ligeledes er aktionær i det russiske selskab NN, som er en af verdens største producenter af palladium og en vigtig aktør i minesektoren for raffineret nikkel, hvilket uafhængigt af det nøjagtige omfang af den kontrol, som hans aktiebesiddelse giver ham mulighed for at udøve, bekræfter hans status som erhvervsperson.

171 Domstolen har i denne henseende præciseret, at en erhvervspersons indflydelse navnlig kan fastslås ved hjælp af forskellige økonomiske kriterier, alt efter omstændighederne i det konkrete tilfælde. Den økonomiske betydning af det selskab, hvori en erhvervsperson er involveret, udgør derfor et relevant forhold med henblik på sammen med andre forhold at afgøre, om denne erhvervsperson er »fremtrædende« som omhandlet i kriterium g), dvs., således som det er anført i præmis 80 ovenfor, om vedkommende har en væsentlig betydning inden for den pågældende økonomiske sektor (dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 195).

172 Hvad nærmere bestemt angår sagsøgerens »fremtrædende« karakter skal det præciseres, at kriterium g), som ændret, ikke indebærer en forpligtelse for Rådet til at godtgøre, at der består forbindelser eller et indbyrdes afhængighedsforhold mellem sagsøgeren og den russiske regering (jf. i denne retning dom af 17.12.2025, Melnichenko mod Rådet, T-1114/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:1111, præmis 117).

173 Hvad angår sagsøgerens argument med henblik på at bestride den omstændighed, at han »driver virksomhed i Rusland« som omhandlet i første led af kriterium g), som ændret, eftersom han er aktionær i et selskab efter Det Forenede Kongeriges ret, som har to tredjedele af sin omsætning uden for Rusland, er det tilstrækkeligt at bemærke, således som Rådet har anført, at det fremgår af det prospekt vedrørende Evraz, der er vedlagt sagsakterne, at selskabets væsentligste aktivitet vedrører fremstilling af stålprodukter og kokskul. Ifølge dette prospekt fokuserer Evraz’ stålkomponent hovedsageligt på stålproduktionen i Rusland, der navnlig er bestemt til den nationale infrastruktur og byggesektoren, idet det russiske marked i 2018 udgjorde af 46% af dens salg, mens kulkomponenten ud over leveringen af de nødvendige råmaterialer til selskabets stålværker ligeledes leverer kokskul, bl.a. til alle de vigtigste russiske producenter af denne form for kul og af stål. Det fremgår af samme prospekt, at Evraz i 2018 var den fjerdestørste producent af råstål målt i volumen i Rusland og den største producent målt i volumen af »lange produkter« til bygge- og jernbaneindustrien i Rusland og i Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG). Endelig fremgår det af bilag 3 i akterne i sag WK 7948/2023 INIT, der er nævnt i præmis 150 ovenfor, og som er dateret den 5. maj 2022, at Evraz producerede 28% af alle russiske jernbanehjul og 97% af skinnerne i Rusland.

174 Sagsøgeren kan desuden ikke med føje gøre gældende, at hans kapitalandel i Evraz ikke udgør virksomhed, der udøves i Rusland, eftersom han selv har medgivet, at en tredjedel af dette selskabs aktiviteter ligger i dette land. Henset til Evraz’ aktiviteter i sektorerne for stål og kokskul i Rusland var det med rette, at Rådet anså sagsøgeren for en erhvervsperson, der driver virksomhed i dette land gennem dette selskab. En anerkendelse af, at et selskab, der udøver betydelige aktiviteter i Rusland, falder uden for denne kvalificering alene med den begrundelse, at det ligeledes er etableret eller aktivt i udlandet, ville desuden være ensbetydende med at lette muligheden for at omgå de omhandlede restriktive foranstaltninger.

175 Hvad angår argumentet om, at det er umuligt for sagsøgeren at udøve de rettigheder, der følger af hans aktiebesiddelse i Evraz, og følgelig i givet fald at skille sig af med denne aktiepost, eftersom han ikke kan opnå en attest for sin egenskab af aktionær heri, bemærkes, at sagsøgeren ikke har været i stand til dels at godtgøre, at han direkte har taget skridt over for de enheder, som han anser for kvalificerede til at udstede sådanne certifikater, dvs. Euroclear Holding SA (herefter »Euroclear«) og Computershare Investor Services Plc (herefter »Computershare«) eller Office of Financial Sanctions Implementation (OFSI, kontor for gennemførelse af økonomiske sanktioner) under Det Forenede Kongeriges finansministerium, dels at Evraz – som ifølge sagsøgeren er alene om at kunne opnå sådanne attester – formelt har fået afslag fra de nævnte enheder. Som svar på et spørgsmål fra Retten har sagsøgeren i øvrigt ikke været i stand til at præcisere, om afgørelser truffet af en af de ovennævnte enheder, der indeholder et afslag på at attestere hans egenskab af aktionær i Evraz, således at han ikke har mulighed for at råde over sine aktier, kan anfægtes ved en ret i Det Forenede Kongerige.

176 På denne baggrund anlagde Rådet ikke et urigtigt skøn, da det fandt, at sagsøgeren på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter fortsat var en fremtrædende erhvervsperson, der drev virksomhed i Rusland, navnlig på grund af hans erhvervsmæssige status, betydningen af hans økonomiske aktiviteter, omfanget af hans kapitalbesiddelser i Evraz og nærmere bestemt hans egenskab af hovedaktionær, om end mindretalsaktionær, i dette selskab samt den økonomiske betydning af dette selskab og NN, gennem hvilke han driver sin virksomhed i Rusland.

– Anvendelsen på sagsøgeren af tredje led af kriterium g), som ændret

177 Ifølge sagsøgeren kan hans aktiebesiddelser i Evraz og NN ikke godtgøre, at han er involveret i en økonomisk sektor, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering.

178 I denne forbindelse skal det konstateres, at ifølge selve formuleringen af tredje led af kriterium g), som ændret, anvendes begrebet »fremtrædende erhvervsfolk« i forbindelse med personer, »der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering«, uden yderligere betingelser vedrørende en direkte eller indirekte tilknytning til den nævnte regering. Formålet med dette led er nemlig at lægge maksimalt pres på de russiske myndigheder, for at disse ophører med deres aktioner og politikker, der destabiliserer Ukraine, samt ophører med den militære aggression mod Ukraine (jf. i denne retning dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

179 Som anført i præmis 119 ovenfor er der en rationel forbindelse mellem på den ene side målretningen mod erhvervsfolk, der er involveret i økonomiske sektorer, der giver den russiske regering betydelige indtægter, og på den anden side målet med de restriktive foranstaltninger i den foreliggende sag, som er at øge presset på Den Russiske Føderation og at gøre sidstnævntes handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde.

180 Hvad angår begrebet »økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering«, skal det ganske vist bemærkes, at hverken afgørelse 2014/145, som ændret, eller forordning nr. 269/2014, som ændret, definerer begrebet »betydelig indtægtskilde«. Som anført i præmis 117 ovenfor indebærer anvendelsen af adjektivet »betydelig« imidlertid, at denne indtægtskilde skal være væsentlig og dermed ikke ubetydelig.

181 I det foreliggende tilfælde fremgår det af begrundelsen for de anfægtede retsakter (jf. præmis 24 ovenfor), at opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister i henhold til tredje led af kriterium g), som ændret, er baseret på, at sagsøgeren er en af de hovedaktionærerne i Evraz, som er en af Ruslands største skatteydere, samt aktionær i det russiske selskab NN, som er en af verdens største palladiumproducenter og en stor virksomhed, der fremstiller raffineret nikkel i minesektoren, og at han derfor er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for den russiske regering.

182 Som det er præciseret i præmis 166-176 ovenfor, anlagde Rådet ikke et urigtigt skøn, da det fandt, at sagsøgeren var en fremtrædende erhvervsperson, der drev virksomhed i Rusland, for så vidt som han i lyset af Evraz’ aktionærstruktur var en af hovedaktionærerne. Det samme må nødvendigvis gælde for kvalificeringen af sagsøgeren som »erhvervsperson« som omhandlet i tredje led af kriterium g), som ændret. Den omstændighed, at han dels hverken er majoritetsaktionær i Evraz, bestyrelsesmedlem i dette selskab eller en person, der er bemyndiget til at handle på selskabets vegne, dels kun har en ubetydelig rolle i NN, har ingen indflydelse i denne henseende.

183 Navnlig med hensyn til sagsøgerens aktiebesiddelse i NN skal det i lighed med det af Rådet anførte bemærkes, at selv hvis det antages, at den faktisk udgør 2,5%, kan dette ikke rejse tvivl om anvendelsen af kriterium g), som ændret, på hans situation, især i betragtning af dette selskabs globale styrke, henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 171 ovenfor. Rådets udtrykkelige henvisning i begrundelsen for opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister ved retsakterne af marts 2025 (jf. præmis 24 ovenfor) til den nævnte aktiebesiddelse har i øvrigt kun til formål at underbygge kvalificeringen af sagsøgeren som erhvervsperson, som hovedsageligt er baseret på hans status som aktionær i Evraz.

184 Hvad angår sagsøgerens argument om, at hans formue for en stor dels vedkommende er investeret uden for Rusland, skal dette forkastes som irrelevant, eftersom det ikke rejser tvivl om hans kvalificering som erhvervsperson som omhandlet i tredje led af kriterium g), som ændret, for så vidt som han navnlig er den største aktionær i Evraz.

185 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt minesektoren og nærmere bestemt stål- og kulsektoren, hvori sagsøgeren er involveret, bl.a. gennem Evraz, udgør en »betydelig indtægtskilde for den russiske regering«, skal det bemærkes, at dette selskab, således som det er præciseret i præmis 173 ovenfor, er blandt de største producenter af råstål i Rusland målt i volumen.

186 I denne henseende fremgår det bl.a. af bilag 8 i akterne i sag WK 5142/2023 ADD1 REV1, der er nævnt i præmis 50 ovenfor, som er et uddrag af en artikel offentliggjort på webstedet for avisen Moscow Times, der er dateret den 22. maj 2023, at den russiske eksport af kul ad søvejen steg med mere end 20% i begyndelsen af 2023 i forhold til samme periode i 2022, og at den russiske kuleksport ifølge det russiske energiministerium i 2022 udgjorde mere end 221 mio. tons. Sagsøgeren har ikke bestridt disse oplysninger.

187 Det er i øvrigt blevet fastslået, at jern- og minesektoren udgør en betydelig indtægtskilde for den russiske regering, og at kulsektoren som følge af metoden til udvinding af kul henhører under minesektoren (jf. i denne retning dom af 20.11.2024, Uss mod Rådet, T-571/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:839, præmis 120 og 121 og den deri nævnte retspraksis).

188 Denne væsentlige karakter bekræftes ligeledes af Evraz’ årsrapport for 2021, hvoraf det fremgår, at stålaktiviteterne genererede indtægter på 12,5 mia. amerikanske dollars (USD) (ca. 10,8 mia. EUR), idet der også blev taget hensyn til denne sektors indtægter i Nordamerika (svarende til 2,3 mia. USD, dvs. ca. 2 mia. EUR). Selv om Evraz driver virksomhed i flere sektorer i den russiske økonomi, udgør indtægterne fra stålindustrien alene, som i Rusland steg med 48,3% mellem 2020 og 2021, 66,3% af selskabets samlede indtægter.

189 Rådet har således i tilstrækkelig grad godtgjort, at stål- og minesektoren, hvori sagsøgeren navnlig er involveret gennem Evraz, udgør en betydelig indtægtskilde for den russiske regering.

190 Det følger heraf, at Rådet hvad angår sagsøgerens aktiviteter i forbindelse med Evraz og ligeledes NN har fremlagt en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der kan godtgøre, at sagsøgeren var en erhvervsperson, der var involveret i en økonomisk sektor, der udgjorde en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering som omhandlet i tredje led af kriterium g), som ændret.

191 På baggrund af det ovenstående må det konkluderes, at Rådet ikke anlagde et urigtigt skøn ved at fastslå, at sagsøgeren opfyldte betingelserne for anvendelse af første og tredje led af kriterium g), som ændret, på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede retsakter.

Det femte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

192 Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede retsakter ikke har den midlertidige karakter, der er afgørende for deres proportionalitet. Da Rådet ved vedtagelsen af de anfægtede retsakter ikke tog hensyn til den uløselige og hidtil usete situation, som sagsøgeren befandt sig i, fordi det var materielt umuligt at råde over og i givet fald afhænde hans aktier i Evraz, tilsidesatte det navnlig proportionalitetsprincippet og kravet om de restriktive foranstaltningers midlertidige karakter.

193 Ifølge sagsøgeren pålægges de omhandlede restriktive foranstaltninger med henblik på at tilskynde den berørte person til at ændre sin adfærd for ikke længere at opfylde kriterierne for opførelse på listen, hvilket er objektivt umuligt i hans situation. Forlængelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger over for ham kan således ikke nå det angivne mål, eftersom de tager sigte på en ændring, som den pågældende strukturelt set er ude af stand til at foretage, således at de er uegnede og dermed uforholdsmæssige, idet de desuden har en form for permanent fastlåsningseffekt.

194 Selv hvis det antages, at hans kapitalandel i Evraz er tilstrækkelig til at begrunde opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister, har sagsøgeren gjort gældende, at kombinationen af de omhandlede restriktive foranstaltninger og de restriktive foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har vedtaget over for Evraz, samt Computershares og Euroclears afvisning af at intervenere forhindrer ham i at blive optaget i aktionærregistret, i at bevise ejendomsretten til hans aktier og følgelig i i givet fald at afhænde dem.

195 Ifølge sagsøgeren er det den kumulative anvendelse af Det Forenede Kongeriges lovgivning og EU-retten, der gør det umuligt at sælge hans andele, og selv om denne umulighed kun følger af Det Forenede Kongeriges ret, var Rådet ikke desto mindre forpligtet til at tage hensyn hertil i forbindelse med anvendelsen og den fornyede gennemgang af de omhandlede restriktive foranstaltninger.

196 Under alle omstændigheder skal sagsøgeren, selv hvis han var i stand til at træffe alle de nødvendige indledende foranstaltninger for selv at sælge sine aktier, efterfølgende indhente tilladelse fra de kompetente myndigheder til at sælge dem. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende dels, at OFSI’s manglende svar til Evraz viser sidstnævntes modvilje mod at tillade salget, dels, at han af såvel tidsmæssige som geografiske grunde ikke kan drage fordel af den mulighed, der er fastsat i artikel 6b, stk. 3, i forordning nr. 269/2014, med henblik på at opnå tilladelse til at afhænde sin kapitalandel i Evraz.

197 Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

198 Det skal indledningsvis bemærkes, at det, henset til sagsøgerens argumenter i den foreliggende sag, ikke tilkommer Unionens retsinstanser at efterprøve Rådets udøvelse af en vid skønsmargen, når det fastsætter en ordning med restriktive foranstaltninger som de omhandlede, der indebærer valg af bl.a. politisk karakter fra Rådets side, og Rådet inden for rammerne af denne ordning skal foretage komplekse vurderinger, men snarere den konkrete anvendelse af et udpegelseskriterium på sagsøgerens individuelle situation. Under sådanne omstændigheder er den domstolsprøvelse, som Retten foretager, således en fuldstændig prøvelse.

199 Proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, og som er gentaget i artikel 5, stk. 4, TEU, indeholder et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-retlig bestemmelse, skal være egnede til at nå de lovlige mål, der forfølges, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse (jf. i denne retning dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 229 og den deri nævnte retspraksis). Såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning derfor vælges, og ulemperne herved må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål.

200 Retten har allerede flere gange fastslået, at de nævnte foranstaltninger, der var pålagt fysiske og juridiske personer, enheder og organer, hvis navn var opført på de omtvistede lister, dels som sådan var hensigtsmæssige og nødvendige henset til den afgørende betydning af de formål, som de forfulgte, dels ikke forvoldte uforholdsmæssige negative konsekvenser for disse personer, enheder og organer, således at de var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet (jf. i denne retning dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 198-200 og 202).

201 Henset til de specifikke argumenter, som sagsøgeren har fremført, kan dette anbringende opdeles i to led. Det første led vedrører i det væsentlige den utilstrækkelige karakter af de omhandlede restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, for så vidt som de ikke er egnede til at nå det forfulgte mål. Det andet led vedrører den omstændighed, at Rådet ikke foretog en faktisk periodisk gennemgang af de nævnte foranstaltninger.

– Det førsteled, der i det væsentlige vedrører den utilstrækkelige karakter af de omhandlede restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren

202 Det første led består af to rækker argumenter. For det første har sagsøgeren gjort gældende, at de aktiebesiddelser, der begrundede vedtagelsen af de anfægtede retsakter, ikke giver ham en reel indflydelse, der kan gøre det muligt for ham at lægge pres på den russiske regering. For det andet har han gjort gældende, at det under alle omstændigheder er umuligt for ham at afhænde sine aktier i Evraz, idet han ikke kan opnå de krævede aktiebeviser, hvilket i sidste ende forhindrer ham i at ændre sin situation.

203 Indledningsvis kan det ikke lægges til grund, at de kapitalandele, som sagsøgeren ejer i NN og Evraz, i sagens natur er uden relevans. Det fremgår nemlig af den analyse, der er foretaget inden for rammerne af det fjerde anbringende (jf. præmis 164-191 ovenfor), at de nævnte kapitalandele ikke kan anses for ubetydelige eller irrelevante i forhold til afgørelsen om at opretholde sagsøgerens navn på de omtvistede lister.

204 Hvad angår den uløselige karakter af hans situation har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at de anfægtede retsakter er uegnede og uforholdsmæssige, eftersom det er materielt umuligt for ham at forvalte sin aktiebesiddelse i Evraz eller at sælge sine aktier, hvilket i sidste ende gør det umuligt at få hans navn fjernet fra de omtvistede lister. Denne manglende mulighed for at afhænde hans kapitalandel i Evraz følger ikke alene af Det Forenede Kongeriges lovgivning, men af den kumulative anvendelse af denne lovgivning og EU-retten. Ifølge sagsøgeren blev den procedure, der normalt kræves for at registrere værdipapirerne i hans navn, nærmere bestemt afbrudt fra begyndelsen som følge af, at Computershare, der havde til opgave at føre aktionærregistret indtil august 2022, nægtede at udstede aktiebeviser til Euroclear, som var depositar for sagsøgerens aktier på en mellemkonto (nominee account), samt på grund af den manglende sammenhæng med en tilladelse fra OFSI, der gjorde det muligt for Computershare at foretage en sådan overdragelse.

205 Det må konstateres, at de vanskeligheder, som sagsøgeren har påberåbt sig med hensyn til muligheden for at afhænde hans aktier, ikke følger af vedtagelsen af de anfægtede retsakter, men snarere af anvendelsen af Det Forenede Kongeriges selskabsret og af de restriktive foranstaltninger, som Det Forenede Kongeriges myndigheder har truffet over for Evraz. Den situation, som sagsøgeren har kvalificeret som »uløselig«, skyldes således faktorer, som ikke er uløseligt forbundet med vedtagelsen af de anfægtede retsakter. Den er nemlig dels en følge af Computershares afslag på at udstede de aktiebeviser til Euroclear, der svarer til sagsøgerens kapitalandel i Evraz – en forudgående formalitet, der er nødvendig for, at Euroclear i givet fald kan få værdipapirerne indført i sagsøgerens navn i det aktionærregister, som Evraz nu fører – dels af OFSI’s manglende svar på anmodningen om en dispensation med henblik på at kunne tillade udstedelse af aktiebeviserne.

206 Det fremgår ganske vist af sagsakterne, at Evraz har taget skridt til at anmode om en sådan tilladelse, men sådanne omstændigheder gør det imidlertid ikke muligt at fastslå, at den fastlåste situation, som sagsøgeren angiveligt befinder sig i, er knyttet til de omhandlede restriktive foranstaltninger. Som Rådet har fremhævet, har sagsøgeren desuden ikke godtgjort, at han selv har rettet henvendelse til de kompetente myndigheder i Det Forenede Kongerige, eller at han har modtaget bekræftelse på, at han ikke opfylder betingelserne for nogen af de undtagelser, der er fastsat i denne stats lovgivning.

207 I denne henseende bemærkes, at den ordning med restriktive foranstaltninger, som Unionen har indført over for Den Russiske Føderation over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, er selvstændig i forhold til tredjelandes ordninger (jf. i denne retning dom af 11.9.2024, Ezubov mod Rådet, T-741/22, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:605, præmis 196). Det kan derfor, navnlig henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 199 ovenfor, ikke foreholdes Rådet, at det i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter ikke tog hensyn til den indvirkning, som Det Forenede Kongeriges lovgivning og de sanktioner, der er rettet mod såvel sagsøgeren som Evraz, kunne have haft på hans status som aktionær i dette tredjeland.

208 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren desuden ikke været i stand til at godtgøre, hvilke mindre indgribende, men lige så egnede foranstaltninger som de omhandlede, Rådet kunne vedtage, eftersom begrænsningerne af muligheden for at råde over hans aktier fulgte af Det Forenede Kongeriges lovgivning og ikke af EU-retten.

209 Hvad desuden angår argumentet om vedtagelsen med virkning fra den 23. oktober 2025 af Unionens restriktive foranstaltninger over for Evraz skal det bemærkes, at det er irrelevant, idet de anfægtede retsakter ligger forud for vedtagelsen af de nævnte foranstaltninger.

210 Hvad i øvrigt angår sagsøgeren som fysisk person fremgår det af hans egen argumentation, at den eneste virkning, der følger direkte af de omhandlede restriktive foranstaltninger, er den omstændighed, at selv om Euroclear rent hypotetisk fik indhentet aktiebeviserne fra Computershare, ville det ikke være muligt at overføre disse værdipapirer til Evraz’ aktionærregister, eftersom dette ville være i strid med artikel 2, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/145 og artikel 2 i forordning nr. 269/2014. Det skal imidlertid i lighed med det af Rådet anførte bemærkes, at de af sagsøgeren nævnte bestemmelser henviser til forbuddet mod at stille aktiebeviser til rådighed for eller begunstige personer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger om indefrysning af pengemidler eller økonomiske ressourcer, mens de ikke forbyder europæiske selskaber, såsom Euroclear, at udstede et simpelt bevis for aktiebesiddelse.

211 Selv hvis det antages, at den situation, som sagsøgeren har kvalificeret som »uløselig«, skyldes et samspil mellem de restriktive foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har pålagt, og de restriktive foranstaltninger, som Unionen har pålagt, må det under alle omstændigheder konstateres, at sagsøgeren ikke har fremlagt tilstrækkelige oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at det har været umuligt for ham at afhænde sine kapitalandele i Evraz, navnlig i mangel af væsentlige dokumenter eller formelle afslag fra de ovennævnte enheder.

212 Sagsøgeren har nemlig hovedsageligt støttet sin argumentation på et juridisk responsum udarbejdet af advokaterne Ian Forrester og Usman Tariq, der er dateret den 31. oktober 2024 (herefter »det juridiske responsum«), samt på en e-mailkorrespondance mellem sagsøgeren og Evraz samt mellem Evraz og OFSI. Ingen af disse elementer kan imidlertid i sig selv godtgøre, at der foreligger et udtrykkeligt og endeligt afslag fra Computershare, Euroclear eller OFSI.

213 Hvad angår det juridiske responsum skal det desuden bemærkes, at der i lyset af den retspraksis, der er nævnt i præmis 154 ovenfor, og som Rådet med rette har anført, ved vurderingen af dets bevisværdi skal tages hensyn til sandsynligheden af den information, som det indeholder, og navnlig til, fra hvem dokumentet hidrører, under hvilke omstændigheder det er blevet til, og dets adressat. I den foreliggende sag skal det bemærkes, at dette responsum blev udarbejdet sagsøgerens anmodning med henblik på hans forsvar, og at det derfor har en begrænset bevisværdi (jf. i denne retning dom af 21.2.2018, Klyuyev mod Rådet, T-731/15, EU:T:2018:90, præmis 124).

214 I øvrigt må det i lighed med det af Rådet anførte konstateres, at det juridiske responsum henviser til flere dokumenter, der ikke er vedlagt dette. Mere generelt fremsættes der i det nævnte responsum en række betragtninger, uden at disse systematisk understøttes af eksterne bilag, der kan efterprøves. Eksempelvis henvises der i dette responsums punkt 21, nr. ii), og punkt 53 til en skrivelse fra Evraz’ ledelse om selskabets vedtægter og dets aktionærkreds, hvoraf kun et uddrag er gengivet, i punkt 47 til en meddelelse fra Computershare vedrørende en angivelig overdragelse af aktier den 1. marts 2022, uden at det fuldstændige dokument er fremlagt, og i punkt 51 til et afslag fra Euroclear og Computershare på at acceptere en fremgangsmåde for genregistrering af aktier, uden at de relevante meddelelser er vedlagt. Sådanne undladelser svækker bevisværdien af det juridiske responsum, navnlig når det hævdes, at Euroclear ikke accepterer nogen stemmeinstrukser, heller ikke fra en bemyndiget person eller dennes klient, i Evraz (det juridiske responsums punkt 67), eller at sagsøgerens situation følger af de restriktive foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har pålagt, og de omhandlede restriktive foranstaltninger (punkt 72 i det juridiske responsum), eftersom det ikke er muligt præcist at efterprøve, hvilke konkrete forhold disse udtalelser bygger på.

215 Hvad angår e-mailkorrespondancerne mellem sagsøgeren og Evraz samt mellem Evraz og OFSI godtgør de højst, at der blev iværksat tiltag, og at anmodninger om oplysninger forblev uden et formelt svar, men de gør det ikke muligt at fastslå, at der foreligger et udtrykkeligt og endeligt afslag, som Rådet burde have taget hensyn til for at overholde proportionalitetsprincippet, eller at godtgøre, at en anden retlig løsning ikke kunne komme på tale.

216 Henset til ovenstående betragtninger skal det femte anbringendes første led forkastes.

– Det andet led om den omstændighed, at Rådet ikke foretog en effektiv periodisk fornyet gennemgang af de omhandlede restriktive foranstaltninger

217 Hvad angår det andet led skal det indledningsvis bemærkes, at de omhandlede restriktive foranstaltninger, således som det fremgår af præmis 157 og 158 ovenfor, er præventive og pr. definition midlertidige, idet deres gyldighed altid forudsætter, at de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for deres vedtagelse, fortsat eksisterer, og at det er nødvendigt at opretholde dem for at realisere målet med dem. Det påhviler således Rådet i forbindelse med den periodiske fornyede gennemgang af disse foranstaltninger at foretage en opdateret vurdering af situationen og at gøre status over virkningerne af sådanne foranstaltninger med henblik på at afgøre, om de har gjort det muligt at nå de mål, der forfølges med den oprindelige opførelse af navnene på de berørte personer og enheder på den omtvistede liste, og om der stadig kan drages den samme konklusion vedrørende de nævnte personer og enheder (jf. i denne retning dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 168 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.9.2024, Tokareva mod Rådet, T-744/22, EU:T:2024:608, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

218 I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at Rådet foretog den krævede fornyede gennemgang og uden at anlægge et urigtigt skøn fandt, at de relevante omstændigheder ikke havde ændret sig på en sådan måde, at der kunne rejses tvivl om, hvorvidt opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister var begrundet. Navnlig havde hverken den generelle sammenhæng, der begrundede vedtagelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger, eller sagsøgerens særlige situation undergået en udvikling, der kunne gøre de beviser, der oprindeligt blev lagt til grund, forældede.

219 I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, skal det bemærkes, at det mål, der forfølges med de omhandlede restriktive foranstaltninger, ikke er at tilskynde de personer, der er omfattet heraf, til at ændre deres adfærd, men, således som det er anført i præmis 109 ovenfor, at øge presset på den russiske regering og omkostningerne ved dennes handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, for at den nævnte regering ophører med sine tiltag og politikker, der destabiliserer Ukraine, samt ophører med den militære aggression mod dette land.

220 Under disse omstændigheder kan den af sagsøgeren hævdede omstændighed, at det er vanskeligt eller endog praktisk umuligt at ændre hans individuelle situation, hvis den anses for godtgjort, ikke i sig selv rejse tvivl om den midlertidige karakter af de omhandlede restriktive foranstaltninger, der kan tages op til fornyet overvejelse, eller godtgøre, at Rådet i det foreliggende tilfælde ikke foretog en fornyet gennemgang.

221 Endelig har sagsøgeren ikke angivet, hvilke andre foranstaltninger end de omhandlede, der er mindre indgribende, men lige så egnede, der ville have gjort det muligt at nå de forfulgte mål. Under alle omstændigheder tillader andre mindre indgribende foranstaltninger, såsom et system med forudgående tilladelse eller en efterfølgende dokumentationspligt i forhold til anvendelsen af de overførte midler, ikke lige så effektivt at nå de forfulgte mål, nemlig udøvelsen af et pres over for russiske beslutningstagere, som er ansvarlige for situationen i Ukraine, navnlig henset til muligheden for at omgå de pålagte restriktioner (jf. i denne retning dom af 6.9.2023, Khudaverdyan mod Rådet, T-335/22, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:500, præmis 146, og af 11.9.2024, Ezubov mod Rådet, T-741/22, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:605, præmis 236).

222 Det følger heraf, at det ikke er godtgjort, at de anfægtede retsakter er uforholdsmæssige, hvorfor det femte anbringende skal forkastes i sin helhed.

Sjette anbringende om ulovligheden af artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/145 og om en tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende rettigheder, der følger af hans status som unionsborger

223 For det første har sagsøgeren, der bl.a. er portugisisk statsborger, principalt gjort gældende, at artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/145 er ulovlig, for så vidt som den pålægger unionsborgere et forbud mod indrejse i og transit gennem andre medlemsstater end den, hvor de er statsborgere, uafhængigt af deres personlige adfærd.

224 De begrænsninger af den frie bevægelighed, der er fastsat i den primære ret og i artikel 27 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77), skal fortolkes strengt, således at de kun kan begrundes i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed og udelukkende skal være baseret på unionsborgerens personlige adfærd.

225 Sagsøgeren er af den opfattelse, at selv om Unionens retsinstanser inden for rammerne af FUSP har anerkendt begrænsninger af unionsborgeres frie bevægelighed i situationer, der har været baseret på en personlig adfærd eller en tæt forbindelse til det regime, som de restriktive foranstaltninger er rettet mod, er hans situation anderledes, eftersom opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister kun beror på kriterium g), som ændret. Der kan således ikke tilregnes sagsøgeren nogen personlig adfærd, og der kan ikke påvises nogen individuel forbindelse til den situation, der bekæmpes. Under sådanne omstændigheder vil en begrænsning, der er baseret på en generalpræventiv logik, gøre unionsborgeren til et simpelt politisk pressionsinstrument.

226 Desuden tilsidesætter artikel 1 i afgørelse 2014/145 proportionalitetsprincippet, for så vidt som bestemmelsen systematisk begrænser de udpegede unionsborgeres ret til fri bevægelighed og ophold uden at fastsætte en undtagelse, der tager hensyn til deres særlige status, deres faktiske bopæl eller deres tilknytning til andre medlemsstater. Fraværet af enhver specifik undtagelse for unionsborgere vil således føre til en meget vidtgående begrænsning, der dækker 26 ud af 27 medlemsstaters område og gælder i et potentielt ubegrænset tidsrum. De eksisterende undtagelser fungerer under alle omstændigheder ikke i praksis, således som de luxembourgske myndigheders afslag på at tillade sagsøgerens indrejse på deres område til retsmødet for Retten i den sag, der gav anledning til dom af 10. september 2025, Abramovich mod Rådet (T-1105/23, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2025:839), vidner om.

227 For det andet har sagsøgeren subsidiært gjort gældende, at såfremt Retten måtte finde, at artikel 1 i afgørelse 2014/145, som ændret, ikke er ulovlig, bør den anerkende, at den konkrete anvendelse af denne bestemmelse på hans situation er i strid med chartrets artikel 52, stk. 1, og proportionalitetsprincippet. Efter hans opfattelse er det ikke godtgjort, hvorledes forbuddet mod at færdes på andre medlemsstaters område end den, hvor han er statsborger, skulle bidrage til at lægge pres på den russiske regering. Han har ligeledes fremhævet den særligt alvorlige og ikke-midlertidige karakter af indgrebet i hans ret til fri bevægelighed og ophold, henset til den samlede varighed af opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister og hans manglende evne til at ændre sin situation med henblik på at få de restriktive foranstaltninger over for ham ophævet.

228 Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

229 Den ulovlighedsindsigelse, som sagsøgeren har gjort gældende, skal undersøges i lyset af de betragtninger, der er anført i præmis 73-76 ovenfor.

230 Retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som er fastsat i chartrets artikel 45, stk. 1, udøves i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 2, på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastsat i traktaterne. Det følger således af forklaringerne til chartret, at den ret, som er sikret ved chartrets artikel 45, stk. 1, svarer til den, der er sikret ved artikel 20, stk. 2, litra a), TEUF. Rækkevidden af denne ret fremgår af artikel 21 TEUF.

231 I henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF udøves retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. Det nævnte forbehold, der er formuleret i andet sætningsled i artikel 21, stk. 1, TEUF, og som henviser til traktaterne i flertal, omfatter ligeledes EU-traktaten og gennemførelsesbestemmelserne hertil. Det følger heraf, at begrænsninger i unionsborgeres udøvelse af retten til at færdes og opholde sig frit, som er fastsat i chartrets artikel 45, stk. 1, kan indføres ved FUSP-afgørelser, der er vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU (jf. dom af 2.4.2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 180 og den deri nævnte retspraksis).

232 I denne henseende bemærkes, at artikel 29 TEU, der er affattet bredt, bemyndiger Rådet til at vedtage afgørelser, der fastlægger Unionens tilgang til et bestemt spørgsmål af geografisk eller tematisk karakter, idet en sådan tilgang kan omfatte restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer, grupper eller ikke-statslige enheder.

233 I denne forbindelse har Rådet til opgave at definere eller præcisere formålet med de restriktive foranstaltninger, som Unionen vedtager på FUSP-området. Med henblik herpå træffer Rådet afgørelse med enstemmighed og råder over et vidt skøn, som skyldes den omfattende rækkevidde af målene og formålene på dette område, som udtrykt i artikel 3, stk. 5, TEU og artikel 21 TEU, samt i de specifikke bestemmelser vedrørende FUSP, navnlig artikel 23 TEU og 24 TEU (jf. i denne retning dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 269 og 270 og den deri nævnte retspraksis).

234 Det følger heraf, at Rådet under overholdelse af de principper og mål, der er fastsat i artikel 21 TEU, på grundlag af artikel 29 TEU principielt har kompetence til at vedtage restriktive foranstaltninger, der medfører en begrænsning som omhandlet i artikel 21, stk. 1, TEUF af fysiske personers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, uanset om de er statsborgere i en EU-medlemsstat og dermed unionsborgere, og at pålægge disse personer at sikre overholdelsen af sådanne begrænsninger af andre grunde end dem, der er fastsat i direktiv 2004/38 (jf. i denne retning dom af 2. april 2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 181), når disse personer opfylder kriterier, hvoraf der fremgår en objektiv forbindelse mellem den kategori, som de tilhører, og det tredjeland, som Unionen således har til hensigt at lægge pres på (jf. denne retning dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 273).

235 De omhandlede restriktive foranstaltninger har imidlertid til formål at lægge pres på de russiske myndigheder med henblik på, at de bringer tiltag og politikker, der destabiliserer Ukraine, til ophør. Som anført i præmis 109 ovenfor, er der nemlig her tale om et mål af almen interesse, som hører til blandt dem, der forfølges inden for rammerne af FUSP, og som er omhandlet i artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, såsom konsolidering og styrkelse af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og folkerettens principper og bevaring af freden, forebyggelse af konflikter og styrkelse af den internationale sikkerhed og af beskyttelsen af civilbefolkningen (jf. i denne retning dom af 2.4.2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 182 og den deri nævnte retspraksis).

236 For at være i overensstemmelse med EU-retten skal begrænsningerne i udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i chartrets artikel 45, stk. 1, imidlertid opfylde betingelserne i chartrets artikel 52, stk. 1, hvilket indebærer, at de skal være fastlagt i lovgivningen, respektere disse rettigheders væsentligste indhold, forfølge et mål af almen interesse, der er anerkendt som sådant af Unionen, og ikke må være uforholdsmæssige. Det samme gælder for de rettigheder, der anerkendes i chartret, og som er genstand for bestemmelser i traktaterne. Heraf følger, at i forbindelse med gennemførelsen af FUSP skal begrænsningerne i udøvelsen af retten, som er fastslået i chartrets artikel 45, stk. 1, opfylde disse betingelser (jf. i denne retning dom af 2.4.2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 183).

237 Henset til det ovenstående skal det fastslås, at sagsøgerens argumentation om, at der ikke foreligger nogen personlig adfærd, hviler på en fejlagtig forudsætning, for så vidt som den overfører de betingelser, der er fastsat i artikel 27 i direktiv 2004/38, på de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget inden for rammerne af FUSP. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, fremgår det af dom af 5. november 2014, Mayaleh mod Rådet (T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 195-199), at unionsborgernes ret til fri bevægelighed ikke er ubetinget, og at der skal foretages en klar sondring mellem de begrænsninger og betingelser vedrørende unionsborgernes ret til fri bevægelighed inden for Unionen, der kan følge af FUSP-retsakter, og dem, som kan anvendes af medlemsstaterne under overholdelse af den nævnte artikel 27 i direktiv 2004/38 af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. I henhold til artikel 40 TEU har Unionens kompetencer i henhold til FUSP og de kompetencer, der udøves på grundlag af andre bestemmelser i EUF-traktaten, nemlig hver især deres eget anvendelsesområde og forfølger forskellige mål, hvorfor de begrænsninger eller betingelser, der er fastsat i direktiv 2004/38, som er rettet til medlemsstaterne, på ingen måde kan binde Rådet inden for rammerne af FUSP.

238 Under disse omstændigheder tilkommer det Retten at efterprøve, om de begrænsninger af sagsøgerens ret til at færdes frit på medlemsstaternes område, der følger af afgørelse 2025/528 og 2025/1895, opfylder de betingelser, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1.

239 Det må konstateres, at disse betingelser er opfyldt i den foreliggende sag.

240 Hvad i første række angår betingelsen om, at enhver begrænsning i udøvelsen af en grundlæggende rettighed skal være »fastlagt i lovgivningen«, hvilket indebærer, at det retsgrundlag, som tillader et indgreb i den nævnte rettighed, selv klart og præcist skal definere rækkevidden af begrænsningen af udøvelsen af den pågældende rettighed (jf. dom af 26.3.2026, Pumpyanskiy m.fl. mod Rådet, C-696/23 P, C-704/23 P, C-711/23 P, C-35/24 P og C-111/24 P, EU:C:2026:245, præmis 211 og den deri nævnte retspraksis), skal det bemærkes, at de nævnte begrænsninger af sagsøgerens ret til at færdes frit på medlemsstaternes område er fastsat i en retsakt, der bl.a. er almengyldig, nemlig afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, og har et klart retsgrundlag i EU-retten, nemlig artikel 29 TEU (jf. i denne retning dom af 2.4.2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 184).

241 De begrænsninger i udøvelsen af den ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, der er sikret ved chartrets artikel 45, stk. 1, og som sagsøgeren hævder er blevet tilsidesat, er klart og præcist defineret i selve afgørelse 2014/145. Sådanne restriktive foranstaltninger kan nemlig kun træffes over for kategorier af personer, der opfylder kriterierne i artikel 1 og 2 i afgørelse 2014/145, som kriterium g), som ændret, er en del af. Endvidere præciserer artikel 1, stk. 2-4, 6 og 6a, i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, de tilfælde, hvor en person kan være omfattet af en undtagelse fra det forbud mod indrejse i og transit gennem Unionens område, som den pågældende er genstand for.

242 Under disse omstændigheder må det konkluderes, at de restriktive foranstaltninger, som de anfægtede retsakter indebærer for sagsøgeren, er fastlagt i lovgivningen som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, første punktum.

243 Hvad i anden række angår spørgsmålet om, hvorvidt de begrænsninger, der er nævnt i præmis 240 ovenfor, respekterer det »væsentligste indhold« af sagsøgerens ret til at færdes frit på medlemsstaternes område, skal der lægges vægt på arten og rækkevidden af de omhandlede restriktive foranstaltninger (jf. i denne retning analogt dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 153).

244 Indledningsvis overholder de nævnte begrænsninger i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, det folkeretlige princip, hvorefter en stat ikke kan nægte sine egne statsborgere ret til indrejse og ophold på sit område. Endvidere er de omtvistede lister i henhold til artikel 6, stk. 3, i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, genstand for periodisk fornyet gennemgang, således at navnene på de personer, der ikke længere opfylder kriterierne, slettes. I henhold til den nævnte afgørelses artikel 1, stk. 6, kan medlemsstaternes kompetente myndigheder i øvrigt give de berørte personer tilladelse til indrejse på deres område, bl.a. af tvingende humanitære hensyn. Endelig berører de nævnte begrænsninger ikke den ret, der er sikret ved chartrets artikel 45, stk. 1, som sådan, idet de medfører en midlertidig suspension under specifikke betingelser og på grund af de berørte personers individuelle forhold af de pågældendes ret til fri bevægelighed på medlemsstaternes område, forudsat at de nævnte betingelser fortsat er opfyldt (jf. i denne retning dom af 2.4.2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 186). Det fremgår nemlig af kravet om periodisk fornyet gennemgang af de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget over for sagsøgeren, at de omtvistede retsakter, i modsætning til det af ham anførte, hverken har til formål eller til følge, at fratage ham de rettigheder, der er knyttet til hans unionsborgerskab, eller at påvirke rækkevidden af disse rettigheder permanent.

245 Hvad i tredje række angår forholdsmæssigheden af begrænsningerne bemærkes, at proportionalitetsprincippet, som anført i præmis 199 ovenfor, som en af de almindelige EU-retlige grundsætninger, indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og egnede for virkeliggørelsen af det med de pågældende retsforskrifter forfulgte mål. Såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning således vælges, og ulemperne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. i denne retning dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 168 og den deri nævnte retspraksis).

246 Der skal i denne forbindelse henvises til de betragtninger, der er anført 91-105 ovenfor vedrørende lovligheden af første og tredje led af kriterium g), som ændret, samt til de betragtninger, der er anført i præmis 198-222, i forbindelse med undersøgelsen af det femte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. For så vidt som nærværende anbringende vedrører dette aspekt, er det nemlig i det væsentlige sammenfaldende med de klagepunkter, der er fremsat inden for rammerne af det femte anbringende, og er derfor omfattet af disse.

247 Hvad angår den egnede karakter af begrænsningerne af retten til at færdes frit på medlemsstaternes område bemærkes, at de er egnede til at nå det mål af almen interesse om at lægge pres på de russiske myndigheder med henblik på, at disse bringer deres tiltag og politikker, der destabiliserer Ukraine, til ophør, for så vidt som de bidrager til virkeliggørelsen heraf.

248 Hvad angår nødvendigheden af disse begrænsninger, skal det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Rådet kunne overveje at vedtage mindre indgribende, men lige så egnede foranstaltninger som dem, det vedtog. Anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger er i øvrigt omfattet af en ordning med undtagelser som omhandlet i artikel 1, stk. 6, i afgørelse 2014/145, som ændret, der giver medlemsstaterne mulighed for at fravige de foranstaltninger, der er pålagt i samme artikels stk. 1, bl.a. når en persons flytning er begrundet i tvingende humanitære hensyn (jf. i denne retning dom af 2.4.2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 187).

249 Hvad angår klagepunktet om, at undtagelsesordningen angiveligt er utilstrækkelig, for så vidt som artikel 1 i afgørelse 2014/145, som ændret, ikke fastsætter undtagelser, der tager hensyn til unionsborgernes særlige status, bemærkes for det første, at denne afgørelse udtrykkeligt fastsætter flere undtagelser til indrejse- og transitrestriktionerne, herunder undtagelsen om, at en medlemsstat ikke er forpligtet til at nægte sine egne statsborgere indrejse på dens område. For det andet fremgår det af retspraksis, at Rådet på FUSP-området råder over et vidt skøn både ved fastlæggelsen af rækkevidden af de restriktive foranstaltninger og med henblik på at definere de undtagelser, der ledsager dem, med forbehold for overholdelsen af de krav, der følger af chartrets artikel 52, hvis overholdelse allerede er fastslået i præmis 239-248 ovenfor.

250 I fjerde række opfylder de omhandlede restriktive foranstaltninger, der har til formål at lægge pres på de russiske myndigheder, for at disse ophører med deres aktioner og politikker, der destabiliserer Ukraine, til ophør, et mål af almen interesse, som henhører under de mål, der er omhandlet i artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, og som er lige så grundlæggende for det internationale samfund som målet om at gøre Den Russiske Føderations handlinger med henblik på at underminere Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed mere omkostningsfulde og fremme en fredelig løsning på krisen (jf. i denne retning dom af 28.3.2017, Rosneft, C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 147, og af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 198 og den deri nævnte retspraksis).

251 Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det konkluderes, at begrænsningerne af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område opfylder de betingelser, der er fastsat i traktaterne. Sagsøgerens ulovlighedsindsigelse skal følgelig forkastes.

252 Hvad angår de argumenter, som sagsøgeren har fremført subsidiært, vedrørende forholdsmæssigheden af begrænsningerne af hans ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, må det fastslås, at uanset de negative konsekvenser, som anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger har for ham, og henset til betydningen af de mål, der forfølges med disse foranstaltninger, er de nævnte begrænsninger ikke uforholdsmæssige (jf. i denne retning dom af 2.4.2025, Timchenko mod Rådet, T-297/23, EU:T:2025:352, præmis 190 og den deri nævnte retspraksis).

253 Indledningsvis kan sagsøgerens argument om, at begrænsningerne af hans ret til at færdes frit på medlemsstaternes område ikke er af midlertidig karakter, ikke tiltrædes. Som anført i præmis 244 ovenfor er de omtvistede lister nemlig genstand for en periodisk fornyet gennemgang. Disse begrænsninger kan desuden ikke rejse tvivl om sagsøgerens ret som sådan, eftersom de udelukkende bevirker, at udøvelsen heraf er suspenderet midlertidigt under særlige omstændigheder og henset til hans individuelle situation, for så vidt som betingelserne for at opretholde dem fortsat er opfyldt. I denne henseende viser den omstændighed, at foranstaltningerne er blevet forlænget flere gange i forhold til sagsøgeren, blot, at han i forbindelse med vedtagelsen af hver af de på hinanden følgende opretholdelsesretsakter blev anset for fortsat at opfylde de betingelser, der er fastsat i kriterium g), som ændret.

254 Hvad dernæst angår de luxembourgske myndigheders afslag på at give sagsøgeren tilladelse til indrejse på deres område til et retsmøde ved Retten, der vedrørte ham (jf. præmis 226), skal det for det første bemærkes, at enhver afgørelse om indrejse på medlemsstaternes område vedrørende fysiske personer, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, påhviler medlemsstaterne og ikke som sådan kan påvirke lovligheden af de anfægtede retsakter. For det andet tilkommer det kun de kompetente nationale retter at efterprøve gyldigheden af de nationale gennemførelsesforanstaltninger til EU-retsakter (jf. i denne retning dom af 11.9.2024, NSD mod Rådet, T-494/22, EU:T:2024:607, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis). Hvis de nationale retter således støder på vanskeligheder ved fortolkningen af disse undtagelser, kan de forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 23.7.2025, OT mod Rådet, T-1095/23, under appel, EU:T:2025:744, præmis 215).

255 Endelig skal sagsøgerens argument om de undtagelser, som Den Russiske Føderations præsident og udenrigsminister er blevet indrømmet med hensyn til bevægelighed i visse medlemsstater, forkastes, eftersom disse undtagelser svarer til de specifikke funktioner som international repræsentanter, som de nævnte politiske personer varetager, idet de befinder sig i en situation, der slet ikke er sammenlignelig med situationen for sagsøgeren og andre fysiske personer, der er omfattet af det omhandlede forbud.

256 Henset til det foregående skal det sjette anbringende forkastes.

257 Annullationspåstanden skal derfor forkastes i sin helhed.

Erstatningspåstanden

258 Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han hævder at have lidt som følge af de krænkelser af hans grundlæggende rettigheder, der er forårsaget af den ulovlige opretholdelse af hans navn på de omtvistede lister ved de anfægtede retsakter. Ifølge sagsøgeren har opførelsen og dernæst opretholdelsen af hans navn på de omtvistede lister i mere end tre år forvoldt ham en ikke-økonomisk skade, som han foreløbigt har vurderet til 1 000 000 EUR.

259 Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

260 Det fremgår af Domstolens praksis, at Unionens ansvar uden for kontraktforhold for retsstridig adfærd udvist af dens institutioner eller organer som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den, som har udstedt den pågældende retsakt, og den skadelidtes tab (jf. dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

261 Betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold er kumulative, således at det er tilstrækkeligt, at en af disse betingelser ikke er opfyldt, for at sagsøgte i det hele kan frifindes (jf. dom af 7.7.2021, HTTS mod Rådet, T-692/15 RENV, EU:T:2021:410, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

262 Det fremgår imidlertid af det ovenstående, at de argumenter, som sagsøgeren har gjort gældende med henblik på at godtgøre, at de anfægtede retsakter, hvorved hans navn er blevet opført på de omtvistede lister, er ulovlige, skal forkastes, således at betingelsen om, at det skal godtgøres, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Da en af de betingelser, der er nævnt i præmis 260 ovenfor, således ikke er opfyldt, kan Unionen ikke ifalde ansvar.

263 Erstatningspåstanden skal derfor forkastes som ugrundet, uden at det er nødvendigt at undersøge, om der faktisk foreligger et tab, og om der er årsagsforbindelse mellem tabet og tilsidesættelsen af den pågældende forpligtelse.

264 Henset til det ovenstående skal Rådet frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at træffe afgørelse om den subsidiære påstand, som Rådet har nedlagt vedrørende opretholdelsen af virkningerne af afgørelse 2025/528 og 2025/1895 i forhold til sagsøgeren indtil den dato, hvor en eventuel delvis annullation af henholdsvis gennemførelsesforordning 2025/527 og gennemførelsesforordning 2025/1894 ville få virkning.

Sagsomkostninger

265 I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale Rådets omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2) Roman Arkadyevich Abramovich bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

Buttigieg

Kancheva

Bestagno

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. september 2026.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund og de faktiske omstændigheder efter søgsmålets anlæggelse

Oprindelig opførelse og opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 15. september 2023

Ændring af kriterierne for opførelse på de omtvistede lister

Opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 15. marts 2025

Opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 15. september 2025

Opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 15. marts 2026

Parternes påstande

Retlige bemærkninger

Annullationspåstandene

Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

Det andet anbringende om ulovlighedsindsigelser vedrørende første og tredje led af kriterium g), som ændret

– Det første led om, at Rådet med urette har indført en uafkræftelig formodning for et indbyrdes afhængighedsforhold mellem »fremtrædende erhvervsfolk« og den russiske regering

– Det andet led om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

– Det tredje led om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og retsstatsprincippet

Det tredje anbringende om tilsidesættelse af den menneskelige værdighed

Det fjerde anbringende om urigtige skøn

– Anvendelsen på sagsøgeren af det første led af kriterium g), som ændret

– Anvendelsen på sagsøgeren af tredje led af kriterium g), som ændret

Det femte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

– Det første led, der i det væsentlige vedrører den utilstrækkelige karakter af de omhandlede restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren

– Det andet led om den omstændighed, at Rådet ikke foretog en effektiv periodisk fornyet gennemgang af de omhandlede restriktive foranstaltninger

Sjette anbringende om ulovligheden af artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2014/145 og om en tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende rettigheder, der følger af hans status som unionsborger

Erstatningspåstanden

Sagsomkostninger

* Processprog: fransk.